Hvordan fortæller man sin datter, at hendes kun 46-årige mor er død af en blodprop?
Dette beretter komiker, skuespiller og forfatter Patton Oswalt om i et spritnyt, vidunderligt show på Netflix med titlen 'Annihilation':
- Den næstværste dag i mit liv var, da min kone døde. Den værste var dagen efter, da jeg skulle fortælle det til vores datter.
Standup er altid personligt og anekdotisk, men hvad gør man som komiker, hvis det, man oplever, er for grotesk eller alvorligt til at lave sjov med det? Hvis ens kone dør? Hvis man kæmper med flere psykiatriske diagnoser, eller pludselig bliver ramt af en potentielt dødelig sygdom?
De fleste holder kæft og arbejder videre, men de største standup-genier laver i stedet om på, hvad man kan lave sjov med.
Her er fem andre dybt personlige shows, der har sendt et gys gennem publikum og udvidet kampzonen for komik.
Tig Notaro optræder i bar overkrop efter mastektomi
Godt en halv time inde i sit show ’Boyish Girl Interrupted’, midt i en overlagt langsommelig, akavet historie om at sikkerhedspersonalet i lufthavnen ikke kan se, om hun er mand eller kvinde, smider Tig Notaro pludselig skjorten, og publikum hviner af heppefryd.
Det er tydeligt, at alle kender til historien om hendes rædselsfulde sygdomsforløb, hvor hun fik fjernet begge bryster.
Hvad der kunne have været et rørende lille you-go-girl-øjeblik udvikler sig til en legendarisk, inspirerende magtdemonstration, da Notaro fuldstændig roligt fortsætter lufthavnsanekdoten og laver de sidste 20 minutter af sit sæt i bar overkrop.
’Boyish Girl Interrupted’, HBO Nordic.
Maria Bamford synger sin angst-sang
Uden nogen genkendelig melodi slutter Maria Bamford ofte sine optrædener af med en sang om at have angst og OCD:
- Hvis bare jeg holder isterningebakken fyldt, så er der ingen, der døøøøør/Hvis bare jeg knytter mine næver i sære intervaller, så tvinger mørket indeni mig ikke til at gøre noget upassende eller seksuelt … til middagsselskabeeeeeer.
Det giver sig selv, at alle komikere ikke er for alle. Men Maria Bamford er i en liga for sig, når det gælder smal komik, hvilket hendes angst-sang er et strålende eksempel på.
Hun skaber ofte psykisk ubehag hos både seere og publikum, som i ’The special special special!’, hvor hun optræder med akavet materiale om sine forældre med kun to personer i publikum: Hendes forældre.
‘The special special special!’, Netflix og Chill.com.
Sofie Hagen glæder sig til at bedstefar dør
Danske Sofie Hagen har ofte talt åbent om angst, neuroser og dæmoner, men i sit kommende show, som hun har optrådt med dele af på en række comedy-festivaler, går hun tilbage til kilden. Her fortæller hun skræmmende kontrolleret om det følelsesmæssige misbrug, hun er blevet udsat for i sin barndom af sin bedstemors mand - hendes sted-bedstefar, om man vil.
Anekdoter og jokes om, hvordan han har holdt hele familien i et jerngreb og skabt et narcissistisk fængsel, hvor alting var centreret om hans humør og temperament.
Langsomt og elegant lokkes man ind i hendes perspektiv, hvor man ender med at dele hendes ellers vældigt provokerende udsagn om, at hun glæder sig til, at han dør.
’Dead Baby Frog’, Esbjerg, København, Aalborg, Aarhus, 24. februar til 3. marts 2018.
Dave Chapelle taler om frygt for politiet
Det er helt overlagt at ’Killin’ Them Softly’ er optaget i Washington D.C., en af de byer i USA, der historisk har haft den største andel af afroamerikanere.
Man kan mærke resonansen og lettelsen helt nede fra bageste række over, at Chappelle lykkes med at sætte sjove ord på politiets diskrimination allerede 15 år før #blacklivesmatter.
Han udtrykker frygten uden forfængelighed omkring eget image og drejer genialt emnet 180 grader, da han fortæller om de ting, hans hvide ven 'Chip' gør uden at tænke over det, for eksempel at spørge politiet om vej, mens han er skæv.
Privilegier er de problemer, du ikke vidste, at du ikke havde.
‘Killin’ Them Softly’, HBO Nordic.
Louis CK har selvmordstanker
Louis CK er en af de største komikere i verden, fordi han giver publikum følelsen af, at der ikke er noget, der er så slemt, at man ikke kan grine af det. I sit nyeste show, som han optrådte med i København sidste år (og som skørt nok er kommet til at hedde ’2017’ på Netflix), har han en vidunderlig passage om selvmord:
- Vi burde snakke mere om det! Livet kan være meget trist, meget hårdt og svært, men du behøver ikke at klare det. Du kan jo bare begå selvmord.
Det er kun en komiker som Louis CK med adgang til de mørke dele af sit eget sind, der kan få sådan en passage til at virke inkluderende og lettende i stedet for latterliggørende og arrogant.
’2017’, Netflix.