Milliarderne vælter ind hos skaberne af ny Star Wars-film

2,8 milliarder har den nyeste Star Wars-film solgt for globalt i åbningsweekenden. Filmen er tæt på rekord.

Forventningsfulde Star Wars-fans venter på at se premieren på den nye film i Hollywood, Californien. (Foto: © Andrew Gombert, Scanpix)

Det nyeste skud på stammen i Star Wars-sagaen, "Star Wars: The Last Jedi", har solgt for 2,8 milliarder kroner i globalt billetsalg i filmens åbningsweekend.

Det oplyser selskabet bag filmen, Walt Disney, ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Godt halvdelen af indtægterne stammer fra billetsalg i USA og Canada.

Her er der tale om det næsthøjeste salgsbeløb i en åbningsweekend nogensinde, kun overgået af en anden Star Wars film fra 2015, "Star Wars: The Force Awakens".

Søndag gik filmens stjerne på den røde løber, da filmen havde verdenspremiere.

Danske biografgængere kunne se den længe ventede stjernekrigsfilm fra i onsdags.

"Star Wars: The Last Jedi" tegner med sit billetsalg til at blive endnu en succes for Disney.

Selskabet købte retten til at producere Star Wars-filmene af selskabet Lucasfilm i 2012.

Tidligere på året annoncerede Disney ifølge nyhedsbureauet AP, at selskabet vil producere yderligere tre Star Wars-film.

Ifølge Disney-chef Bob Iger, vil der ud over filmene også komme en Star Wars-serie.

Serien kommer til at være tilgængelig i 2019 på en streamingtjeneste, som Disney har planer om at lancere næste år.

Den første film i den nye Star Wars-trilogi skal instrueres af den amerikanske instruktør Rian Johnson. Det er også Rian Johnson, der har instrueret "The Last Jedi".

De tre nye film kommer dog ikke til at videreføre den velkendte fortælling om Skywalker-familien, har Disney oplyst.

/ritzau/