Michael Douglas afviser sexanklager inden de er kommet frem

Stjerneskuespilleren prøver at komme en skandalesag i forkøbet ved at stå frem.

Michael Douglas håber at kunne afværge en større skandale ved at forsvare sig på forhånd. (Foto: © CHRISTIAN HARTMANN, Scanpix)

Den oscarvindende amerikanske skuespiller og producent Michael Douglas håber at undgå en større skandalesag i kølvandet på #metoo og går nu ud og afviser mulige seksuelle anklager, inden de overhovedet er kommet for dagens lys.

73-årige Michael Douglas siger til det amerikanske medie Deadline, at han føler sig nødsaget til at komme på forkant med situationen og dele sine bekymringer, inden en mulig historie bliver offentliggjort.

Han fortæller, at en tidligere ansat har anklaget ham for at have masturberet foran hende for mere end 30 år siden.

- Det er en total løgn, fantasi og har intet med virkeligheden at gøre, siger Michael Douglas.

Advokaten varslede en historie

Det var skandalen med Hollywood-producenten Harvey Weinstein, der for måneder siden satte gang i et globalt opgør med sexchikane.

Under hashtagget #metoo har tusindvis af kvinder og mænd over hele verden delt historier på sociale medier om, hvordan de er blevet udsat for seksuelle overgreb eller tilnærmelser mod deres vilje.

Michael Douglas er den næste i rækken, der må ud at forsvare sig.

Skuespilleren siger, at han blev kontaktet af sin advokat i december. Advokaten fortalte, at medierne var ved at planlægge en historie om en kvindelig forfatter og tidligere ansats anklager.

Michael Douglas fortæller, at kvinden skulle påstå, at han har sortlistet hende, så hun ikke kunne få et job, efter hun blev fyret, og at han benyttede 'farverigt sprog' foran hende og havde uanstændige samtaler med sine venner i telefonen, når hun var til stede.

- Det gør ondt at høre, siger Michael Douglas, der kalder det hele et mareridt.

- Jeg værner om mit ry i denne branche. Jeg har ingen skeletter i skabet og undrer mig over, at det her kommer frem 32 år efter, siger Michael Douglas.

Han siger, at han havde valget mellem enten at vente på, at historien kom frem og så prøve at forsvare sig eller dele sine tanker med offentligheden, inden historien kom ud.

- Jeg har arbejdet med kvinder hele mit liv, og det har aldrig før været et tema, siger Michael Douglas.

Har støttet kampagnen hele vejen

Han understreger, at der ikke er nogen beviser imod ham.

- Jeg tror kun, det her vil komme frem for at skade nogen, eller for at nogen kan få gavn af det ved at skrive om mig i et kapitel i en bog, siger Michael Douglas.

- Jeg støtter #metoo med hele mit hjerte. Jeg har altid støttet kvinder hele vejen igennem, men den slags sager her kan være med til at give hele kampagnen et tilbageskridt.

- Det at blive anklaget uden en chance for at forsvare sig selv. Uden at have nogen som helst informationer foran sig - der er intet at forsvare sig imod - det bekymrer mig, siger Michael Douglas.

Michael Douglas siger, at han er rystet, selv om han har fuld opbakning fra sin familie og det filmselskab, han arbejder for lige nu.

- Jeg er såret og virkelig fornærmet lige nu. Og jeg undrer mig over, om folk er klar over, at det her sårer mange flere mennesker end bare en person, siger Michael Douglas.

I Frankrig har debatten om #MeToo-bevægelsen taget en ny drejning, efter at omkring 100 kvindelige forfattere, kunstnere og akademikere fra Frankrig har skrevet et brev om, at MeToo-bevægelsen i nogle tilfælde har udviklet sig til puritanisme og en heksejagt på mænd.