Franske kvinder forsvarer mænds ret til at forføre kvinder

Flere franske kvinder kritiserer MeToo-bevægelsen. De mener ikke, at det er et angreb, når mænd prøver at forføre kvinder.

Den 74-årige franske filmstjerne Catherine Deneuve har skrevet et åbent brev sammen med andre franske kvinder. Brevet kritiserer MeToo-bevægelsen. Arkivfoto. (Foto: © VALERY Hache, Scanpix)

I 2017 blev hashtagget MeToo delt på de sociale medier af flere tusinde mennesker.

Hashtagget blev delt af personer, som havde oplevet seksuelle krænkelser.

Men nu har en gruppe franske kvinder skrevet et åbent brev, der kritiserer MeToo-bevægelsen for at forfølge mænd.

Mænd skal have lov at forføre kvinder

Det åbne brev er skrevet af cirka 100 kvindelige forfattere, kunstnere og akademikere i Frankrig.

I brevet skriver kvinderne blandt andet, at voldtægt er en forbrydelse, men at det ikke er et angreb, når mænd prøver at forføre kvinder.

- Det, der begyndte som en frigørelse af kvinder, er i dag blevet det modsatte. Vi intimiderer mennesker til at tale "korrekt". Råber dem, der ikke makker ret, på plads, skriver kvinderne.

Surrugue: Folk reagerer forskelligt på brev

Stéphanie Surrugue er DR's internationale korrespondent. Hun siger, at folk har reageret forskelligt på brevet.

Hun siger, at nogle personer mener, at brevet bagatelliserer det, som MeToo handler om: At kvinder oplever seksuelle krænkelser.

- Og så hører man også jubel fra både mænd og kvinder, som mener, at det er på høje tid, at nogen kommer "manden til undsætning" i hele den her debat, siger Stéphanie Surrugue.