Der er meget at glæde sig over i dramaet ’Darling’.
Man kan fx varme sig med de smukke mørkeblå toner i den polske fotograf Marek Wiesers billeder og fryde sig over, hvordan de hele tiden får modspil af hovedpersonens lange hennafarvede hår.
Man kan også glæde sig over at instruktøren Birgitte Stærmose sparker igennem i spillefilmssammenhæng med en af årets mest dristige og konsekvente filmvisioner.
Man kan også varme sig ved tanken om, at Kim Fupz nu gennem 18 år har insisteret på at holde et højt ambitionsniveau som manusforfatter i dansk film.
Og man kan juble over at ’Darling’ byder på en sjældent kompleks hovedrolle, især i forhold til dansk film - og ikke mindst hvad angår kvinder.
Danica Curcic imponerer!
Men det mest imponerende ved ’Darling’ er at se Danica Curcic folde sig ud som balletstjernen Darling Welander, der vender hjem til København efter en international karriere – kun for at besvime i smerter under en prøve og opdage at hendes hofte er så ødelagt af mange års prøvelser, at hun må opgive karrieren.
Hvad gør hun så?
Hun kan altid spille heks eller mor, som hun siger, hvilket formentlig er en lille besk kommentar fra forfatterne til modne kvinders evindelige små biroller i tidernes historiefortælling.
Passion, bitterhed og frustrationer
Men Darling begynder først og fremmest med at kaste sig ud i at træne sin afløser på scenen, unge troskyldige Polly, op til samme storhed som hende selv. Det gør hun med stor passion, men også med bitterhed og indestængt frustration, alt imens hun helt ignorerer at hun selv blev slidt op af samme fysiske pres.
Kort sagt: Hun piner livet ud af stakkels Polly, der heldigvis har mod og styrke til at sige stop.
I det forløb, og under den kamp for at genopfinde sig selv, kommer Darling ud i nogle hjørner og afkroge, som hun uden tvivl ville have forsvoret da hun stadig var en verdensstjerne på balletscenerne.
Det er ikke kønt, men det er såre menneskeligt. Og når Darlings kamp med sig selv står så tydeligt frem, skyldes det især Danica Curcic, der formår at få selv de mindste og mindst spektakulære scener til at føje indtryk til billedet af Darling.
Fx i scenen, hvor hun lige skal prøve sin ødelagte lårbensknogle af med nogle hurtige øvelser. Der bliver ikke sagt et ord i scenen, men ovenpå de intense vejrtrækninger, de små skrig og de frustrerede slag på hoften, kan ingen være i tvivl om hvor grundigt Darlings tilværelse er rykket op ved roden.
Sådan formår Danica Curcic hele tiden at variere sit kropsprog, at træde tilbage i perioder, for pludselig at sætte kraft på for at lade følelseslivet og frustrationerne stå ekstra stærkt.
Det gør nas på seeren
Til sidst sidder vi som tilskuere tilbage med et portræt, der stritter i følelseslivet og gør nas på os, men som gør ligeså stort indtryk, som da en anden suveræn skuespiller, Trine Dyrholm, foldede sig ud som hæmmet krigsveteran i Annette K. Olesens ’Lille soldat’ eller som fortvivlet ægtefælle i Thomas Vinterbergs ’Kollektivet’.
Og det gør Danica Curcic’ indsats ekstra markant, at hun får modspil af svenske Gustaf Skarsgård, som hendes klippefaste kæreste og koreograf, Frans, af Ulrich Thomsen som selvfed og moralsk tvivlsom balletchef og af debutanten Astrid Grarup Elbo, der selv er balletdanser, i rollen som Polly.
En uforglemmelig debutant
Især Astrid Grarup Elbo er uforglemmelig, fordi hun aldrig forsøger at overskygge sin rolle ved at skrue op for skuespillet. Hun gør kun lige det, der skal gøres, i hver scene.
Det havde pyntet med en mindre filmisk tilfredsstillende slutning – en finale, der havde føjet en ny facet til Darling Welander i stedet for at runde det hele så pænt, også for pænt, af.
Men ’Darling’ er stadig et kraftfuldt portræt af et menneske, som man ikke bare forelsker sig i og tager med hjem, men som man skal kæmpe med at holde af.
Sådan som vi alle sammen er herude i virkeligheden. Måske bortset fra Danica Curcic.