Fem neurotiske new yorkere - en selvoptaget kunstnerfar, en fordrukken mor og tre forvirrede børn - vælter sidelæns rundt på randen af storbyens kunstscene.
Lyder det bekendt?
Har vi ikke set det, sådan cirka pænt mange gange hos den amerikanske filmmager Woody Allen?
Jo, og 81-årige Allens betydeligt yngre kollega, 48-årige Noam Baumbach, lever i høj grad op til sit tilnavn som 'Den nye Woody Allen' i den nye Netflix-film 'The Meyerowitz Stories (New and Selected)'.
Det er så tæt på et Allen'sk univers, at flere har beskyldt Baumbach for direkte plagiat.
Det er ikke helt rimeligt.
For det første har Baumbach for længst vist, at han har sin helt egen tone. Især i debuten 'The Squid & the Whale' (2005), der beskrev hans forældres skilsmisse, og i 'Frances Ha' (2012), et både morsomt og rørende portræt af en forvirret, ung kvinde.
Noam Baumbach har i det hele taget aldrig haft så åbenlyst et udgangspunkt i komik, som i 'faget at være sjov', som Woody Allen.
Baumbach virker mere interesseret i at beskrive mennesker og deres forsøg på at følge med tilværelsens udfordringer. Og så opstår komikken helt af sig selv omkring dem.
Dustin Hoffman fuld af galde
Det er i særdeleshed tilfældet med Baumbachs seneste film, den Netflix-finansierede 'The Meyerowitz Stories (New and Selected)', der opruller en typisk intellektuel new yorker-familie, som vi kender den fra Woody Allens film.
Dustin Hoffman er patriarken Harold Meyerowitz, en kendt skulptør, om end aldrig så kendt at han er berømt, hvilket er en væsentlig del af mandens almindelige bitterhed og galde.
Under et pænt kikset restaurantbesøg med sin ældste søn Matthew, spillet af Ben Stiller, brokker Harold sig højlydt over priserne og over, at parret ved nabobordet fylder så meget. Han går endda så langt som til at snuppe en tår af naboens rødvin i ren irritation.
I almindelighed er Harold Meyerowitz så optaget af sig selv, at hans tre børn brænder efter hans faderlige kærlighed. Den må de føle langt efter.
Gamle Harold lægger ikke skjul på, at han er skuffet over, at de tre børn ikke har skabt sig en kunstnerisk karriere. Og børnene lider under den evige fornemmelse af at have fejlet.
Er far mere end blot et pikhoved?
Sønnerne Danny, spillet af Adam Sandler, og Matthew ender ofte i skænderier, og datteren Jean, spillet af Elizabeth Marvel, har fundet sig en fast rolle som hende, der altid står et sted i baggrunden af alting. Som Danny grådkvalt – og uforglemmeligt – præciserer det, da han skal holde en tale for sin far ved en udstilling: 'Jeg håber virkelig, min far er en stor kunstner, for ellers er han ikke andet end et pikhoved'.
Det er ikke lårklaskende og nej-hvor-har-vi-det-skidesjovt humor, Baumbach dyrker, men en komik, der er hængt op på spændingerne mellem sine hovedpersoner.
Og dem er der virkelig mange af i 'The Meyerowitz Stories'.
Dustin Hoffman er fabelagtig som den gamle sure ged, der ikke ser nogen grund til at nedværdige sig til at vise sit afkom en flig af anerkendelse.
Ben Stiller og Adam Sandler er endnu bedre som de to forvirrede sønner, der ivrigt forsøger at finde den skjulte lem til deres fars kærlighed – især er det fantastisk at se Sandler i en rolle, hvor han ikke har travlt med at være sjov hele tiden, men lægger kræfterne i at være et menneske.
Men den mest uforglemmelige figur er den stille søster Jean, som flere gange stjæler filmen fuldstændig med tørre, spidende replikker.
'The Meyerowitz Stories' ligner umiskendeligt Woody Allen på afstand. Men ved et grundigt eftersyn er det rendyrket Baumbach.
En smuk, rørende og virkelig sjov film om mennesker.