Det startede som en skoleopgave - nu kan fire unge vinde vigtig filmpris: 'Vi blev meget overraskede'

Dokumentaren 'First Comes Love' kan vinde flere priser ved Odense International Film Festival.

(© privat)

I et land, som for de fleste nok rimer på grædemur, moskeer og templer, skulle man måske ikke umiddelbart tro, at én af verdens største oaser for homoseksuelle også befinder sig.

Det er ikke desto mindre tilfældet i Israel, hvor strandbyen Tel Aviv udgør et sandt slaraffenland for LGBT+-miljøet – på linje med steder som Mykonos, San Francisco og Sydney.

Men hvordan lever man egentlig som homoseksuel i et land fyldt med restriktioner og stringent praktisering af religion?

Det spørgsmål har fire studerende ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole (DMJX) sat sig for at besvare.

Svaret på deres spørgsmål er nu både blevet til et vellykket skoleprojekt, men også en anerkendt film med titlen 'First Comes Love', der er indstillet til hele tre ud af fem priser på den anerkendte Odense International Film Festival.

- Vi ville gerne have, at historien berørte en aktuel dagsorden i det land, vi besøgte, fortæller Mathias Wintersø, der her ses i en frokostpause under filmens tilblivelse. (© privat)

- Vi blev meget overraskede alle sammen, da vi fik at vide, at vi var udtaget til filmfestivalen i Odense, fortæller Mathias Wintersø, der har skabt 'First Comes Love' sammen med Marie-Luise Struve, Nicklas Bøhm og Christian Lykking.

- Det var på ingen måde noget, vi havde sat næsen op efter, men det er da super dejligt, at der er nogen, der synes, at vores dokumentarfilm er fed.

Ultraortodokse jøder har stadig meget magt

De gik alle fire på det internationale tv-semester på DMJX, da de gav sig i kast med filmprojektet. Nicklas Bøhm og Mathias Wintersø er journaliststuderende, mens Christian Lykking er fotojournaliststuderende og tyske Marie-Luise Struve til daglig læser på universitetet i München.

Med Mathias Wintersøs egne ord udgjorde gruppen "en broget skare med vidt forskellige kompetencer".

- Christian er den yngste af os, men har en kæmpe viden indenfor kamerateknik, og hvad der er gode vinkler. Nicklas er en meget excentrisk type, der fungerer super godt i sociale sammenhænge og er god til at få nye venner. Han er selv en del af homomiljøet og var vores adgang ind i miljøet, forklarer Mathias Wintersø og fortsætter:

- Marie-Luise er en klassisk tysker, der er meget struktureret og effektiv i sin tilgang til arbejdet. Alt skal gerne kunne passe ind i et Excel-ark. Jeg selv har lidt fungeret som instruktør og har skullet have overblikket over, hvad der ville fungere godt fortællemæssigt.

Og historien om Tel Avivs pulserende homomiljø er ifølge Mathias Wintersø intet mindre end en "god journalistisk historie".

- LGBT-rettigheder i Israel er et underbelyst emne i Danmark. Udadtil er Israels regering meget positiv i forhold til LGBT-rettigheder, men når vi taler dag-til-dag-politik, har de ultraortodokse jøder stadig sindssygt meget magt i parlamentet dernede, forklarer Mathias Wintersø.

Hele holdet bag 'First Comes Love'. Fra venstre: Nicklas Bøhm, Christian Lykking, Marie-Luise Struve og Mathias Wintersø. Selv om de ikke har haft formelle titler i forbindelse med filmprojektet, har de fungeret nogenlunde som henholdsvis caster, fotograf, producent og instruktør. (© privat)

Tel Aviv har 'nærmest løsrevet sig'

Én ting er dog det israelske parlament Knesset, noget andet er livet i den feststemte strandby, der også dannede rammerne for Eurovision Song Contest i 2019.

For lige præcis Tel Aviv er meget anderledes end resten af Israel, mener Mathias Wintersø:

- Det er nærmest en ministat, der har løsrevet sig fra resten af landet. Det er Mellemøstens mekka for homoseksuelle.

- Den er pulserende, der er virkelig meget liv i gaderne, og man kan godt mærke, der bor mange homoseksuelle i byen. Der er kæmpestore strande, der er super velbesøgte, og der var nærmest lige så mange hetero- som homoseksuelle, når man gik på gaden. Det er meget atypisk i forhold til resten af Israel.

I filmen følger vi blandt andet et mandligt, homoseksuelt par og deres overvejelser i forhold til at skulle giftes. Eller i hvert fald holde en fest, der markerer deres kærlighed til hinanden.

Homoseksuelle kan stadig ikke blive gift i Israel.

'First Comes Love' er ifølge holdet bag filmen en fejring af LGBT+-miljøets kamp for accept, synlighed, lige rettigheder og anseelse. (© privat)

- Jeg startede på semesteret for at få lov til at lave dokumentarfilm. Jeg tænder på at fortælle historier fra nogle miljøer, man ikke normalt får adgang til. Det er et kæmpe privilegium som journalist at få lov til at blive inviteret indenfor på den måde, siger Mathias Wintersø.

Sammen med resten af holdet oplevede han at blive lukket indenfor hos det ovennævnte par:

- Vi blev lukket helt ind parrets lejlighed, hvor Nicklas overnattede. Han stod op før dem og fik lov til at filme, mens de vågnede. Dér havde vi kendt parret i tre dage. Det synes jeg er vildt.

Nicklas Bøhm arbejder på højtryk i Tel Aviv. (© privat)

Kritiseret for manglende fokus

På DMJX inkasserede de fire studerende et flot 10-tal, men de modtog også andet end roser for filmen om homoseksuel kærlighed og kultur i Tel Aviv.

- Vi fik at vide, at den manglede fokus og ikke var vinklet skarpt nok. Jeg ved ikke, om min underviser ved, at vi er udtaget til filmfestivalen i Odense, men det kunne være ret sjovt at fortælle hende, siger Mathias Wintersø og uddyber:

- Det er jo subjektivt, hvad man synes er god journalistik. Skal det være vinklet pisseskarpt? Være mere fortællende? Det vil der altid være delte meninger om.

Du har allerede fået 10 for din første dokumentar og er prisnomineret til en filmfestival, inden du er færdig på skolen. Hvad skal der ske nu?

- Drømmen er helt sikkert at komme ud og lave noget fedt public service-tv i form af nogle længere reportageserier, hvor man får lov til at dykke ned i et emne. Men det kan godt være, jeg lige skal have nogle år som reporter først.

Mathias Wintersø i et muntert øjeblik på Alphabet Club i Tel Aviv, hvor holdet bag 'First Comes Love' også filmede. - Filmen viser forhåbentlig, at man bør følge sin egen vej og sin egen kærlighed. (© privat)