Bliver det aflyst igen - eller? Her er, hvad vi ved om Eurovision næste år

Arrangørerne er forberedt på, at corona igen kan spænde ben for musikkonkurrencen, der i år måtte aflyses.

Hollandske Duncan Laurence vandt sidste år Eurovision Song Contest med nummeret 'Arcade'. Han kan nu se frem til endnu et år som regerende Grand Prix-vinder, efter årets show er blevet aflyst. (Foto: © Guy Prives, Getty Images)

- Vi er virkelig kede af den her situation, men jeg lover jer: Eurovision Song Contest vender tilbage stærkere end nogensinde.

Sådan lød det fra den daværende øverste chef for Eurovision, Jon Ola Sand, da tv-organisationen EBU (European Broadcasting Union) for to måneder siden meldte ud, at årets Eurovision Song Contest måtte aflyses på grund af den igangværende coronakrise.

Pandemien umuliggjorde ifølge arrangørerne at afholde årets konkurrence, der dermed er det første Eurovision nogensinde, der er blevet aflyst siden 1956, hvor showet blev afholdt for første gang.

I stedet sendte DR og mange andre europæiske tv-stationer lørdag aften reserveshowet 'Eurovision: Europe Shine A Light', hvor de sange, der skulle have deltaget i årets konkurrence, blev hyldet.

Planen er dog, at Europas musikalske sammenskudsgilde skal vende tilbage til næste år - men hvad er det for et show, tv-seere og Grand Prix-fans kan se frem til? Få overblikket her.

Hvilket land skal være vært?

Da Duncan Laurence vandt sidste års konkurrence, vandt Holland samtidig retten til at være værter for Eurovision i 2020. Et værtsskab, de i stedet får æren af i 2021, efter årets konkurrence blev aflyst. (Foto: © Ronen Zvulun, Scanpix)

Det var Rotterdam i Holland, der skulle have været værtsby for årets konkurrence, og sådan bliver det også i 2021.

Det blev slået fast lørdag i programmet 'Eurovision: Europe Shine A Light' lørdag aften. Formålet med programmet var at sprede Grand Prix-glæde trods den ærgerlige aflysning og hylde de sange, der skulle have deltaget i årets konkurrence.

Når Holland næste år inviterer til Eurovision-fest, er det femte gang, at landet agerer værtsnation for sangkonkurrencen.

Hvor meget af forberedelserne til showet i år hollandsk tv kan genbruge til næste år vides endnu ikke, men Rotterdams byråd har allerede godkendt en ekstra bevilling på 6,7 millioner euro til afholdelsen af Eurovision i byen i 2021.

Hvem deltager?

I alt 18 lande har allerede besluttet, at de vil sende de samme sangere af sted til næste års konkurrence. Det gælder blandt andre Bulgarien, der i år var blandt favoritterne med nummeret 'Tears Getting Sober' fremført af sangerinden Victoria, ligesom også lande som Schweiz, Belgien, Spanien, Grækenland, Ukraine, Rumænien og Aserbajdsjan sender gengangere til næste år. (Foto: © Lora Musheva, BNT)

Hvilke lande, der skal deltage ved næste års konkurrence, ligger endnu ikke fast, og derfor er det heller ikke til sige, om alle de 41 lande, der skulle have været med i år, vender tilbage til Eurovision-scenen til næste år.

Danmark har dog allerede meldt ud, at vi er med i konkurrencen, ligesom vores naboer i Sverige og Norge også er klar.

Den islandske gruppe Daði & Gagnamagnið, der var blandt vinderfavoritterne i år, får ikke en direkte billet til næste års konkurrence. Islandsk tv ønsker nemlig fortsat at afholde en lokal finale, hvor tv-seerne vælger landets repræsentant til Eurovision 2021. Gruppen har allerede meldt ud, at de ikke kommer til at deltage i næste års islandske Grand Prix. (Foto: © Ruv)

En lang række af de musikere, der skulle have stået på scenen og repræsenteret deres hjemland i år, har allerede bekræftet, at de vender tilbage til næste år.

Det gælder blandt andet sangerinden Victoria fra Bulgarien og sangeren Gjon's Tears fra Schweiz, der var blandt årets vinderfavoritter.

Til gengæld får blandt andre kunstnerne fra Litauen, bandet The Roop, The Mamas fra Sverige og islandske Daði og Gagnamagnið, der i en afstemning her på dr.dk endte med at få toppoint fra danskerne, ikke en direkte billet til næste års konkurrence, selvom de også var blandt de store vinderkandidater blandt fans og bookmakere i år.

I disse lande har man nemlig tradition for at afholde en national finale for at finde årets Eurovision-repræsentant, og det er altså også planen til næste år.

Hvad så med Danmark?

Vinderne af Dansk Melodi Grand Prix 2020, Ben & Tan, kommer ikke automatisk til at repræsentere Danmark ved næste års Eurovision. (Foto: © Ida Guldbæk Arentsen, Scanpix)

DR har allerede meldt ud, at vinderne af årets danske Melodi Grand Prix, duoen Ben & Tan, ikke får en direkte billet til næste års Eurovision.

- Først efter coronakrisen er overstået, begynder vi at se på, hvordan Dansk Melodi Grand Prix skal se ud til næste år. Men vi vælger at se EBU-showet ('Europe Shine A Light') som afslutningen på årets Melodi Grand Prix og vil starte på en frisk fra næste år, har DR's underholdningsredaktør, Jan Lagermand Lundme, tidligere udtalt til dr.dk.

- Jeg er glad for, at vi med EBU's store Eurovision-program giver sangen et liv i hele Europa og får Ben & Tan ud til seerne og fans i hele Europa. Det er en - efter omstændighederne - fin måde at sætte musikalsk punktum for årets Melodi Grand Prix, lød det dengang fra Lundme.

Selvom de ikke er forhåndskvalificerede til finalen, så har Ben & Tan dog stadig muligheden for at sende en sang ind til næste års danske Grand Prix - en mulighed, de ikke afviser, de vil gøre brug af.

- Vi skal nok lige se alle omstændighederne an, men vi afviser bestemt ikke, at vi kunne finde på at deltage igen, for det var jo sindssygt sjovt at være med i år, har Tanne "Tan" Balcells tidligere sagt til dr.dk.

Kan Eurovision blive aflyst igen til næste år?

Eurovision 2020 skulle have været afholdt i arenaen Ahoy i Rotterdam. Da konkurrencen blev aflyst, blev arenaen i stedet taget i brug som plejecenter for syge coronapatienter. (Foto: © SOPA Images, Getty Images)

Årets konkurrence blev aflyst grundet den igangværende coronapandemi. Ingen ved på nuværende tidspunkt, hvornår og om coronavirus dør ud, og derfor er det nærliggende at spørge: Risikerer Eurovision Song Contest at blive aflyst igen?

Det kan ingen svare på lige nu, men ifølge Jon Ola Sand, der indtil for nylig var øverste leder for Eurovision Song Contest, er arrangørerne nu bedre rustet til at kunne arrangere en alternativ udgave af konkurrencen, der tager højde for eventuelle coronarestriktioner, hvis det skulle blive nødvendigt.

- Vi må se, hvordan situationen med Covid-19 udvikler sig, og hvilke restriktioner der er rundt omkring i Europa til foråret, og så må vi justere os i henhold til det. Men nu er vi meget bedre forberedt, end vi var i marts, udtaler Jon Ola Sand til NRK.

Spørger man til gengæld den hollandske regering, ser udsigterne til et Eurovision på hollandsk jord dog mere dystre ud.

Tidligere på måneden udtalte landets sundhedsminister, Hugo de Jonge, i et brev til det hollandske parlament, at store begivenheder med publikum "kun vil være mulige, hvis der findes en vaccine", og at vi risikerer at vente på sådan én i "et år eller mere".

På nuværende tidspunkt fortsætter forberedelserne til Eurovision Song Contest 2021 som planlagt, men hollandsk tv er bevidst om, at sundhedsministerens udmelding kan påvirke næste års konkurrence.

- Vi forstår godt, at offentligheden gerne vil vide, hvad coronarestriktionerne vil betyde for afholdelsen af et event som Eurovision Song Contest i 2021. Naturligvis kommer helbredet hos deltagere, ansatte og publikum altid i første række. Det er dog stadig for tidligt at give nogen information om afholdelsen og formatet af Eurovision i 2021, siger en talsperson fra hollandsk tv til mediet RTL.