Anmelderne om overvågningsfilm: ’Snowden’ er vigtig for demokratiet

Oliver Stone har lavet et noget entydigt billede af Edward Snowden som helt - men det gør ikke filmen mindre vigtig, mener anmelderne.

'Snowden' får en gennemsnitskarakter på fire stjerner/hjerter ud af seks af de danske anmeldere.

I juni 2013 afslørede Edward Snowden, at NSA overvåger stater og borgere i hele verden.

Men det er, som om mange af os ikke rigtigt har fattet, at man kan holde øje med, hvad vi går og laver.

Det mener de danske anmeldere, at Oliver Stone med sin nye film ’Snowden’ får os til at forstå.

I princippet kan nogen sidde og kigge på mig lige nu

Ifølge Politiken, der giver fire hjerter, er overvågning ikke blevet fortalt så pædagogisk og effektivt på film før. Da anmelder Katrine Hornstrup Yde sad og skrev sin anmeldelse, blev hun opmærksom på webcam’et lige over skærmen – og på at hun potentielt kunne blive overvåget.

- I princippet kan nogen sidde og kigge på mig lige nu. Og de kan høre, hvad jeg siger til min kæreste, se mig smide klunset og med bleg røv haste i bad, en halv time før jeg skal til møde på avisen. De kan sammenholde det, jeg siger til min kæreste, om hvor jeg skal hen, med der, hvor jeg og min mobiltelefon faktisk tager hen.

- De kan lagre, hvad jeg skriver til min ven på Messenger, og hvilke hjemmesider, jeg besøgte i går aftes, notere sig, hvilke sygdomssymptomer og paranoide spørgsmål jeg jævnligt taster ind i Googles søgefelt, og hvad jeg siger til min mor i telefonen. Og i princippet kan de bruge det hele imod mig en dag.

Stone udbygger fortællingen om Snowden

Ifølge Ekstra Bladet, der giver filmen fem stjerner, er det ”vigtigt, at vi ved, at vi bliver overvåget i hoved og røv”. Men det vidste vi jo allerede godt fra lækagen, og ellers ved vi det måske fra Laura Poitras dokumentar ’Citizenfour’ fra 2014, der også handler om Edward Snowdens læk af personfølsomme oplysninger fra NSA.

Men Stone udbygger fortællingen med en ”levende redegørelse for Snowdens baggrund og motivation”, skriver Henrik Queitsch.

Filmen handler om de ni år, der leder op til lækket. Vi ser, hvordan Edward Snowden søger ansættelse i CIA, de opgaver han stilles, vi lærer hans kæreste, Lindsay Mills, at kende, og vi er med på hotelværelset i Hong Kong, hvor Snowden overbringer sin viden til to journalister.

Berlingskes anmelder giver fire stjerner og mener også, at ’Snowden’ tematisk er en ”kolossalt vigtig” film, der trods sine ni kvarter undgår at blive kedelig.

- Men den løfter sig til gengæld heller ikke som filmfortælling, fordi den foregår i klaustrofobiske rum og bag computerskærme. Der er ikke meget visuelt filmsprog i fladskærme og dørkarme.

Enhver instruktørs mareridt

Ekko bemærker også, at det må være en udfordring at lave en film om en person, ”der er indadvendt og intellektuel, stille og genert, undseelig på grænsen til det kedelige.”

- Ingen traumer, ingen lig i lasten, ingen mørk side, ingenting, som kan give brændstof til en historie.

Joseph Gordon-Levitt spiller - med stor overbevisning, mener anmelderne - rollen som den nørdede computernørd og efterretningsagent i filmen 'Snowden', som Oliver Stone (th.) har instrueret. Her taler de om filmen under San Sebastian filmfestivalen tidligere på måneden. (Foto: © Juan Herrero, Scanpix)

Men det lykkes Oliver Stone at lave en god ”budskabsfilm”, mener Claus Christensen og giver fire stjerner.

- Hvis du har et budskab, så brug postvæsenet, sagde man engang. Men postvæsenet er ikke, hvad det har været (...) ’Snowden’ er vigtig, ikke for filmkunsten, men for den demokratiske verden. For dig og mig, skriver han.

Et entydigt helteportræt

Anmelderne er enige om, at Joseph Gordon-Lewitt underspiller sin karakter, Edward Snowden, på den helt rigtige måde.

- I hovedrollen er Joseph Gordon-Lewitt så god, at man næsten ikke lægger mærke til, at han i flere af filmens sidste scener udskiftes med den ægte vare (Snowden selv), skriver BT, der dog kun giver filmen tre stjerner.

Anmelder Henning Høeg anfægter blandt andet, at Oliver Stone tegner et entydigt billede af Edward Snowden som en helt, og også andre anmeldere bemærker, at Oliver Stone tvinger en til at holde med Snowden.

- For eftertanken melder der sig en fornemmelse af at være manuduceret, snarere end orienteret. Det er selvfølgelig enhver films ret og en ret, som Stone udnytter med artistisk brillans, men det bliver også hans histories begrænsning, skriver Jyllands-Posten og giver fire stjerner.