Der er en lille djævlesplint på spil her – en lille slesk stemme, der hvisker at Oliver Stone har skabt den forkerte film.
Den splint dukker op flere gange undervejs i ’Snowden’ og gnækker drillende, at den her film jo slet ikke trykker så hårdt – og ikke der hvor det rigtig gør ondt.
Det er ikke fordi der er noget galt med ’Snowden’. Det er muligvis Stones bedste film, i hvert fald den mest modne og velovervejede.
Den er renset for den tyrannosaurus-i-porcelænsbutik-tone, den flyt-dig-nu-kommer-jeg-og-afslører-hele-baduljen-tilgang, der gjorde Stone-klassikere som ’Wall Street’, ’JFK’, ’Natural Born Killers’ og ’Nixon’ til noget af en prøvelse.
Og den holder tilbage på den svulmende patos, der var ved at kvæle ’Født den 4. juli’, ’Himmel og jord’ og ’World Trade Center’.
Teorien ER afsløret og bevist
’Snowden’ kaster sig ikke i struben på Det politiske USA, sådan som vagthunden Stone nød at gøre i sine yngre dage.
Måske fordi den efterhånden 70-årige instruktør ikke har en konspirationsteori, han skal have presset ned i halsen på publikum. Teorien ER afsløret og bevist. Whistlebloweren Edward Snowden HAR fremlagt det hele.
Verden ved at Snowden for tre år siden stod frem i medierne og fortalte, at USA systematisk overvåger en stor del af sine egne borgere, og med komplekse computersystemer finkæmmer hele kloden for potentielle trusler mod landets sikkerhed.
De nervepirrende dage
Oliver Stone viser naturligvis hvordan Snowden arbejdede sig længere og længere ind i CIA og NSA. Og han viser de nervepirrende dage, da Snowden smuglede informationer ud af sikkerhedskontoret NSA og videregav dem til tre journalister på et hotel i Hong Kong.
Men Stone er mest af alt interesseret i mennesket Edward Joseph Snowden.
Hvad er han skabt af, sådan en ung mand, der kunne have levet et liv i luksus hvis han havde holdt sin kæft, men i stedet risikerede mange års fængsel eller et liv som jaget mand?
Hvad er hans kæreste, danseren og fotografen Lindsay Mills bygget af? Og hvordan har deres forhold været i alle de år hvor Snowden er blevet enig med sig selv om at afsløre det hele?
Overlader forbavsende meget til publikum
Stone dykker heldigvis ikke ned i Snowdens barndom og viser os den dag han besluttede sig for altid være ærlig fordi han engang løj om sit indbrud i mors småkagedåse.
Stone overlader forbavsende meget til publikum, bortset fra, naturligvis, at han beskriver Snowden som en helt igennem sympatisk dude, og så i øvrigt bruger de sidste 10 minutter på en salvelsesfuld montage, der skal understrege hvor vigtigt det er at nogen tør sige fra når ens regering overtræder love og menneskerettigheder.
Joseph Gordon-Levitt gør et imponerende underspillet arbejde i rollen som Snowden.
Og sammen med Shailene Woodley fra 'Divergent'-filmene skaber han et troværdigt indtryk af et forunderligt forhold, der hele tiden balancerer på verdenssituationen, med Snowden som den skrøbelige part, der har alt at fortælle, men ikke må sige noget, og hende, der ikke har en chance for at begribe hvad der foregår i ham.
En verden i hastig forandring
Det er netop ’det, der foregår i’ Snowden, Stone bygger sin film op omkring.
’Snowden’ er et portræt af det enkelte menneske i en verden i hastig forandring. Den store politiske skandale, Snowden afslørede, skal dælme da afsløres, men egentlig kom den jo ikke bag på os. Og er vi overhovedet vrede over det?
’De fleste amerikanere vil ikke have frihed, de vil have sikkerhed’, som en officer siger i filmen.
Og han har ret. Hvis Stone virkelig ville trykke der, hvor det gør ondt, hvis han virkelig skulle rippe op i noget, skulle han stille spørgsmålet: hvad der er sket med os? Hvorfor har vi 2016-mennesker det fint med kameraer på hvert gadehjørne?
Hvorfor afslørede alle de andre medarbejdere i NSA og CIA ikke noget? Hvorfor sætter vi sikkerhed langt over frihed?
Men som film om et menneske, der nages af tvivl og som ender med at gå aldeles mod strømmen, er ’Snowden’ imponerende afdæmpet og eftertænksom.
'Snowden' er i danske biografer fra den 29. september.