I disse dage, hvor coronakrisen har lukket Danmark ned, kan det føles som om, at vores verden bliver stadig mindre. Men på streamingtjenesterne er der hjælp at hente mod den kulturelle klaustrofobi. Her er dokumentarer den bedste hammer til at slå hul på din mentale osteklokke og vise dig, at verden er større og rigere, end du gik og troede.
Selv har jeg den seneste uge fået udvidet min egen horisont med en håndfuld aktuelle danske dokumentarfilm og -serier om transkønnede og queers.
Hvad har det nu med dig at gøre, spørger du måske? Ret meget!
Mens seksualitet var kamppladsen for, hvad det vil sige at være et moderne menneske i det 20. århundrede, så er kønnet det store debatemne i disse år. De transkønnedes historier udstiller de fordomme og den undertrykkelse, som stadig foregår i dag. Og de viser, hvordan vores forestilling, om hvad det vil sige at være en mand eller en kvinde definerer livet for os alle sammen - på godt og ondt.
Her er tre seje fyre, der har vist mig en anden måde at være mand på.
'Vi slås med sværd': Sammen i vildmarken
Malthe er en charmerende, ung fyr med permanent morgenhår, en masse humor og lige så mange komplekser. Sammen med sin ven Esben er han taget på tur i Nordeuropas sidste vildmark.
Med sig har de en liste med ting, som "rigtige drenge" skal opleve: At bygge en hule. At blande blod. At nøgenbade. At onanere sammen. Og at slås med sværd, som har givet titlen til dokumentarfilmen, som Malthe med efternavnet Saxer selv har instrueret, og som kan ses på nettet under dokumentarfilmfestivalen CPH:DOX.
"Måske er jeg en lille smule transkønnet," råber Malthe ud over det tomme landskab i en nøglescene i filmen. "Måske har jeg ikke nogen pik. Måske er det okay," råber Esben. "Og hvad så?! Fuck jer!"
I løbet af vildmarksturen kommer vi helt tæt på de to drenge, når de udfordrer sig selv og hinanden. Og lærer en hel del om køn, krop og venskab. Hvis jeg ikke skulle holde to meters afstand, ville jeg gerne give Malthe et klap på skulderen og et kæmpe kram.
'Vi slås med sværd' kan streames Cphdox.dk
'Sarahs forvandling til far': Farmand med X Factor
Noah er måske det sejeste menneske, jeg nogensinde har mødt.
Jeg mødte ham første gang for snart ti år siden, dengang han hed Sarah og var en teenager med hæs sangstemme og kæmpestor karisma. Det var på en gård på Langeland, hvor Cutfather holdt bootcamp til 'X Factor', og jeg selv var med som journalist. Finalen i Parken, hvor Sarah vandt foran 40.000 fans og næsten to millioner seere, står som en af største oplevelser i mit arbejdsliv.
I TV2's miniserie følger vi Noah i en dramatisk tid, hvor han får fjernet brysterne og hans kone Sika bliver gravid. Parret deler ud af sig selv helt uden filter, og man må konstatere, at Noah stadig har masser af x-faktor.
I 2011 blev Sarah en rollemodel for unge lesbiske. I dag er Noah en rollemodel for transkønnede - og for mænd som sådan. Jeg håber selv at kunne blive halvt så god en regnbuefar, som Noah er det.
'Sarahs forvandling til far' kan streames på TV 2 Play.
'Amfi': Kærlighed uden køn og skam
Mathias Broe er et navn, du skal holde øje med. Den unge instruktør, som er uddannet fra den alternative filmskole Super 16, har vundet en Robert for sin kortfilm ‘Amfi’. Og det forstår man godt, når man ser den, for sjældent har jeg set så stærkt og personligt et budskab blive forenet med så kompromisløs en kunstnerisk form.
- Den flydende seksualitet er ikke repræsenteret ret godt, slet ikke i filmsammenhæng. Så da jeg ikke rigtig kunne finde nogen film, som ramte mig, tænkte jeg: "Så må jeg hellere lave en selv, for der er sikkert mange, der har det som mig", har Mathias Broe fortalt til dr.dk. Og det har han så gjort.
I 'Amfi' mødes tre unge queers i kulisserne af et græsk amfiteater. De kender ikke hinanden på forhånd, men deler alligevel hudløst ud af deres inderste tanker og lyster. "Kærlighed skal være fri og skamfri, men jeg vil gerne nå til det punkt, hvor at jeg ikke bare tror på det, men også føler det," siger en af dem i starten af filmen. Og filmen illustrerer på fineste vis, hvor svært det kan være at rive sig løs af samfundet og ens egne forestillinger.
Mathias Broe er en både følsom og knivskarp voksenven, som jeg selv gerne ville have haft som forvirret teenager. Nu har jeg heldigvis hans film, og jeg vil glæde mig til flere af dem. Det skal du også gøre.
'Amfi' kan streames på Ekko Shortlist.