At leve med diagnosen ’angst grænsende til psykose’ er et af omdrejningspunkterne i forfatter Pablo Llambias’ 416 sider lange personlige fortælling ’Monte Lema’, som består af en lang række lyriske digte.
Han beskriver blandt andet, hvordan ingen steder ’føles som helle’, og at han tror, at andre mennesker kun tænker negativt om ham.
’Monte Lema’ er nok ikke, hvad de fleste umiddelbart vil forvente at finde på en pensumliste for medicinstuderende. Men det er ikke desto mindre tilfældet på kurset ’Narrativ medicin’, som nu har kørt to semestre på Syddansk Universitet (SDU) i Odense.
- Vi har brug for læger, som ved mest muligt lægefagligt, men det kan selvfølgelig ikke nytte noget, at de ikke kan andet, siger Anders Juhl Langscheidel Rasmussen, som er adjunkt ved Institut for Kulturvidenskaber og ansvarlig for ’Narrativ medicin’.
At lytte opmærksomt
Kurset, som nu er en obligatorisk del af medicinstudiet på SDU, er inspireret af positive erfaringer fra udlandet, særligt i USA og England.
Sammen med en række andre kurser skal det være med til at sikre, at de kommende læger kan bevare blikket for det hele menneske i en presset hverdag med stigende fokus på ny teknologi og øget dokumentation.
- De skal kunne se på og lytte til patienten som et helt menneske med et ofte kompliceret følelsesliv, og i det hele taget kunne forholde sig til mennesker med en anden social baggrund end deres egen.
Han forklarer, at formålet med at bruge skønlitteraturen er at give de studerende større forståelse for, hvordan det opleves at være alvorligt syg – og så skal kurset også sikre, at de studerende bevarer den empati med patienten, som forskning ellers viser, at de har tendens til at miste i løbet af deres uddannelse.
Svært ved at bevare empatien
Skønlitteraturen kan ifølge Anders Juhl Langscheidel Rasmussen være med til at give de kommende læger en ’bred livshorisont’, som de ideelt set bør have for at kunne forholde sig til mange forskellige menneskers fortælling om og oplevelse af sygdom.
- Litteraturen er også med til at udvide de lægestuderendes ordforråd, fordi forfatterne har et stort, fleksibelt og bevægeligt sprog - og med tiden overtager man dette som læser. Især hvis man skriver i forlængelse af sin egen læsning, for så gør man sit passive ordforråd aktivt, siger Anders Juhl Langscheidel Rasmussen.
Han forklarer, at de studerende i løbet af kurset også deltager i skriveøvelser, hvor de skriver deres egne livserfaringer og refleksioner over den læste litteratur ned.
Lægen som et oplyst og holistisk menneske
22-årige Christian Meisner Troelsen er en af de studerende, som for nylig har fulgt det seks uger lange kursus. Han betegner sig selv som en typisk ung, der ser flere film og serier og lytter mere til podcasts, end han læser skønlitteratur.
- Jeg har altid set læger som oplyste og holistiske mennesker, nærmest sådan nogle renæssancemennesker, der bør vide alt mulig, også om kunst og kultur, siger han.
Christian Meisner Troelsen synes derfor, at ’Narrativ medicin’ giver god mening. Selvom han oplevede, at der var stadig er plads til forbedringer af kurset.
- Men selve hovedbudskabet om, at der ligger noget sundhedsfagligt relevant i den fortællinger, som mennesker bærer rundt på, synes jeg er fantastisk. Og kurset har virkelig potentiale til at blive prikket over i’et på uddannelsen.
- Hvis vi som læger går ind og møder mennesker i øjenhøjde med medmenneskelighed og empati, så er der større chance for, at patienterne følger en eventuel behandlingsplan, og det kan betyde bedre resultater, siger Christian Meisner Troelsen.
At lytte opmærksomt
Forfatter Pablo Llambias’ fortælling om sin egen angst er en del af de studerendes pensum, fordi den netop er en personlig fremstilling af angstsygdom.
- Han mistede kontakten til sig selv, som den han var før sygdommen, gik til behandling hos psykiatere og psykologer, tog medicin osv., forklarer Anders Juhl Langscheidel Rasmussen.
- Teksterne er skrevet meget hårdt og utilsløret som en slags dagbogsnotater. Og det er jo en måde at finde et fintmærkende sprog og en litterær genre til den her sygdom, der næsten ikke kan beskrives med ord,
Kommunikationen mellem læge og patient er ekstra vigtig, når det drejer sig om psykisk sygdom, fortæller Anders Juhl Langscheidel Rasmussen. Psykiske lidelse er svære at diagnosticere, fordi symptomerne ofte ligger i en gråzone mellem det raske og det syge.
- Det er vigtigt for unge læger at opleve, hvordan litteratur kan indeholde uhyggelig præcise beskrivelser af forholdet mellem det raske og det sygelige. Ved at læse tekster som den her, tror jeg bedre, at de forstår forskellen mellem de to kategorier, og hvordan de genkender sig selv i fortællingen. Angst er jo et grundvilkår for mennesket.
Beskrivelsen af den svære tilstand mellem det syge og det normale er også noget af det, Christian Meisner Troelsen bedst husker fra de tekstuddrag fra bogen, som de læste på kurset.
- Bogen skildrer meget fint virkeligheden mellem den kliniske diagnose, om prøvesvar og spørgeskemaer – og så den menneskelig opfattelse af sygdommen. Den er en selvrefleksion over det at være syg i samfundet, og forfatteren rejser fint spørgsmålet om, hvorvidt det er ham eller hans omgivelser, der fejler noget, siger han.
Træne og vedligeholde læsningen
Christian Meisner Troelsen fortæller, at ’Narrativ medicin’ ikke har medført, at han nu læser mere skønlitteratur, men han har alligevel fået noget ud af det, mener han:
- Det har mere været et redskab til at få en mere holistisk opfattelse af, hvad det vil sige at være menneske. Og det har helt sikkert inspireret mig til at være åben over for at undersøge det nærmere.
Indtil videre er ’Narrativ medicin’ kun et seks-ugers, obligatorisk kursus på medicinstudiets første år i Odense – og samtidig et valgfag på en række andre af SDU’s sundhedsfaglige kandidatuddannelser. Men Anders Juhl Langscheidel Rasmussen håber, at det med tiden kan udvides med et opfølgende, valgfrit kursus sidst i uddannelsen:
- Så kunne nogle af de studerende vende tilbage, forfine og videreudvikle de narrative og sproglige kompetencer, vi arbejder med gennem læsning og skrivning.
- Man kan ikke bare sige, at nu har man læst skønlitteraturen om sygdomme, og nu kender man den. Det er snarere en kunnen, man hele tiden skal træne og vedligeholde, for at den ikke risikerer at forsvinde igen.