Esport – det at spille computerspil som Counter-Strike og League of Legends på konkurrenceniveau – buldrer frem i hele verden og er nu en sportsgren i millionklassen.
Det gælder bare ikke i Danmark, fortæller Zahid Butt, der er arrangør af Danmarks største Esportsturnering, Copenhagen Games.
Ifølge Zahid Butt er vi i Danmark på niveau med resten af verden, når det kommer til talenter i Esport. Men spillerne flygter til udlandet, når de begynder at spille professionelt. Det gør de, fordi der ikke er nogen danske sponsorer, der kan matche den løn, spillerne kan få i eksempelvis USA eller Tyskland.
- Vi har altid haft danske spillere, der har ligget helt i top internationalt. Vi har talenterne til at lave noget, der er virkelig stort på verdensplan, men vi mangler investeringerne. Danske virksomheder har ikke fået øjnene op for, hvor stort Esport rent faktisk er, ligesom de har i udlandet, mener Zahid Butt.
Mangler penge men ikke talent
Tidligere på ugen udtalte danske Finn ’Karrigan’ Andersen, der er en verdens bedste counterstrikere, til dr.dk, at der er så mange penge i sporten, at verdens top fem-hold i 2016 står til at stige 100 procent i løn.
Det er et niveau, som Danmark slet ikke kan være med på, fortæller Zahid Butt. Finn Andersen og resten af hans hold, der alle er danskere, er det fjerde bedst betalte Counter-Strike-hold i verden, og den rangering kræver en løn, som ikke kan imødekommes i Danmark. Derfor har de skrevet kontrakt med en amerikansk spillerorganisation.
- For at have et top fem-hold i hus, skal du som virksomhed lige nu budgettere over tre millioner danske kroner om året i lønninger. Dertil kommer rejseomkostninger og andre udgifter til holdet, siger Finn Andersen.
Zahid Butt fortæller desuden, at der er danske sponsorer, som gerne vil have spillerne tilbage til Danmark, men det skal også kunne betale sig for spillerne at have danske sponsorer. Det kan det ikke umiddelbart nu.
- Det, vi ser lige nu, det er, at hvis det endelig lykkes at lave en dansk spillerorganisation, der finansierer et dansk hold gennem danske sponsorer, så går der under et år, før den er opkøbt af en udenlandsk. Vi kan ikke konkurrere med dem, siger Zahid Butt.
Går glip af stor pr-værdi
Udviklingen er ærgerlig, mener Zahid Butt, for det er udtryk for, at der i Danmark stadig er et tabu omkring computerspil. Mange er ikke klar over, at det er en sport, der er mange penge og enorm pr-værdi i.
Eksempelvis var der ved finalen i ESL One Counter-Strike: Global Offensive i Køln i august over 27 millioner unikke seere, hvilket gjorde turneringen til den største af sin slags nogensinde.
- På den ene side vil de store, internationale virksomheder ikke investere i Danmark, for vi er simpelthen for små i Esport. På den anden side vil de danske virksomheder ikke lægge mange penge i sporten, fordi de ikke forstår, hvad Esport er, fortæller Zahid Butt.
Manglen på sponsorer gør også, at man i Danmark ikke er i stand til at afholde store Esportsturneringer, der kan matche den talentmasse, vi har. Der er ikke længere råd til at invitere verdens tophold.
- Til Copenhagen Games har vi altid haft et af verdens top tre-hold i Counter-Strike med i turneringen, men det havde vi ikke i år. Det er fordi, vi ikke kan betale store nok pengepræmier mere. Copenhagen Games er det største event her i landet, men internationalt set er det meget lille, fortæller Zahid Butt.