Tobias Lindholm er kendt for sin rolle som instruktør på film som ’R’ og ’Kapringen’ og som manuskriptforfatter på flere store danske film som ’Jagten’, der er instrueret af Thomas Vinterberg.
Netop nu slår han sine folder i det store udland, hvor han har instrueret to afsnit af den splinternye Netflix serie ’Mindhunter’, der ramte streamningtjenesten i går. Serien skildrer to FBI-agtenter, der forsøger at sætte sig ind i, hvordan mordere og voldtægtforbrydere tænker for bedre at kunne forstå dem og deres handlinger.
Men inden du kaster dig over den amerikanske serie, der har fået sig et dansk pust, så er der en række andre film, hvor Tobias Lindholm har haft kæmpe indflydelse – nogle film, der også skaber klar idé om, hvorfor Tobias Lindholm har været et godt bud som instruktør på nogle af episoderne i den nye Netflix-serie.
Serieeksperten Frederik Dirks bruger hver uge sin viden i selskab med sin makker Kasper Lundberg, når de sammen laver podcasten Binge, hvor de dyrker nye film og serier.
Han er ikke i tvivl om, hvad det er, at Tobias Lindholm kan, og der er, ifølge ham, fem film, du bør sætte dig ned at se, hvis du vil lære Tobias Lindholm rigtig godt at kende.
Et af de største talenter herhjemme
Tobias Lindholm er på mange måder indbegrebet af en kernemanuskriptforfatter. Han er en manuskriptforfatter, der ikke kun skriver, men som også formår at gå bag kameraet og styre løjerne som instruktør.
Han er et af de største talenter, vi har fået herhjemme, og stadig er der tit nogle, der brokker sig over, at filmskolen ikke har udklækket nye talenter i længere tid. Men man skal jo ikke pege meget længere end Tobias Lindholm for at se en, som både har klaret sig enormt godt herhjemme, og som er på totalt stjernekurs i udlandet. Han er absolut et af de bedste trumfkort, vi har i ærmet i Danmark.
Årsagen til at han er så god, er fordi, at han er enormt skarp i den menneskelige psykologi. Det er også derfor, at jeg tænker, at han er perfekt på ’Mindhunter’. Han takler i sine film den menneskelige psyke på en utrolig nuanceret og virkelighedstro måde, hvor man kunne tro, at det var aktion, der var i højsædet.
Det er langt sværere at gøre psykiske og menneskelige relationer spændende, end det er at gøre et krimiplot spændende. På den måde er han exceptionelt dygtig.
’R’
Filmen ’R’, fra 2010, er min yndlings Tobias Lindholm film, og faktisk også er en af min yndlings danske film. I filmen møder vi Rune, spillet af en næsten ukendt Pilou Asbæk, der kommer i fængsel. Rune er en relativt normal fyr, der skal tilpasse sig et enormt barskt miljø med et helt vanvittigt hierarki blandt voldspsykopater.
For mig at se er det en af de bedste danske film i det her årtusinde. Filmen er instrueret sammen med Michael Noer, som blandt andet har lavet filmen ’Nordvest’. Det er en ret sjov sammensætning, at man har to fremadstormende talenter til at instruere en film sammen, og jeg elsker, når to folk kan forenes på den måde fremfor de ego drevne filmgenier, som man tit støder på i den danske filmbranche.
’R’ kom virkelig med en saltvandsindsprøjtning – noget fuldstændig friskt og nyt. Det var naturalistisk skuespil fra nogle, der ikke var uddannede skuespillere, hvilket også kræver en dygtig instruktør at holde styr på. Og så er Pilou Asbæk som hovedrolle også et virkelig fedt og modigt castingvalg.
Jagten
På jagten fra 2012 har Tobias Lindholm været manuskriptforfatter. Det er en virkelig god film - den er godt instrueret, men den er især god på baggrund af et virkelig stærkt manuskript, som fortæller en totalt overbevisende, frygtelig historie.
’Jagten’ handler om læreren Lucas, som pludselig bliver anklaget for pædofili. Vi ved ikke, om han er skyldig er uskyldig - vi fornemmer, at han er uskyldig, men der er også en overlæggende tvivl. Og så viser filmen ellers, hvordan hans liv fuldstændig bliver afsporet i det her lille lokalsamfund, som allerede har dømt ham inden, at han har været for en rettergang.
Tempoet i filmen og Tobuias Lindholms' evne til at håndtere et meget tungt og ømtåligt emne på både en ordentlig, men samtidigt også på en enormt underholdende måde, er helt fantastisk. Når man takler så skæbnesvangre temaer som pædofili, så skal man virkelig passe på, for det kan ende så gruelig galt - men her går alt bare op i en højere enhed.
Filmen er så troværdig, at jeg tror, at mange sad tilbage og rystede biografsædet, da den sluttede.
Kapringen
Man kan nok ikke tale Tobias Lindholm uden at tale ’Kapringen’ fra 2012, hvor han er både instruktør og manuskriptforfatter. Jeg tror, at ’Kapringen’ for mange mennesker var hans store gennembrud, som tog afsæt i 2010’erne, hvor der var den ene nyhedshistorie efter den anden om piratangreb på store skibe.
I filmen følger vi besætningen på et fragtskib, der bliver overtaget af somaliske pirater. Her ser vi både Pilou Asbæk, der langsomt bliver nedbrudt af piraterne og de forhandlinger, der foregår i Danmark gennem telefonen.
Tobias Lindholm trækker nærmest aktionelementet ud af filmen på trods af, at det er en film, der sagtens kunne lægge op til et aktiondrama. Men der foregår meget lidt aktion, fordi vi er på et mere mentalt niveau – både når vi følger Søren Mallings forhandlinger, men også når vi ser Pilou Asbæks sammenbrud.
Det havde været let at lave en film om pirater, der hedder ’Kapringen’, og som var langt mere aktionpræget, men man kan mærke, at det ikke er der, at Tobias Lindholms interesse ligger. Han interesse ligger i de psykiske aspekter af, hvad der foregår, og hvad der sker oppe i hovedet på folk, der holdes fanget længe, og hos de folk, der efterlades tilbage i Danmark kun med deres bekymringer.
Og så får vi virkelig også at se, hvad der sker rent teknisk, når man forsøger at forhandle med pirater. Det er exceptionelt godt håndværk og godt udført, og det er et anderledes perspektiv på pirateri.
Krigen
I krigen, fra 2015, har Tobias Lindholm igen været både instruktør og manuskriptforfatter. Igen er det Pilou Asbæk, der bliver nedbrudt rent mentalt.
For mig at se er det her muligvis den bedste danske krigsfilm, der er lavet.
Den skildrer, hvad der foregår i et ungt menneskes hoved, når man har været i krig og om de fatale følger, der opstår i kølvandet på at ofre sin krop og sin psyke til en større sag.
Pilou Asbæks karakter er i krig og kommer til at bombe 11 civile, hvilket gør, at han bliver trukket igennem en retssag i Danmark. Han er i en enormt presset og stresset situation, hvor han begår potentielt en fejl og bliver straffet ret hårdt for det, selvom det ikke er noget, som han bevidst har gjort. Så det er også en mand, der er oppe imod et system, og det er en mand, der begynder at tvivle på den kamp, han har kæmpet.
Filmen mindede mig enormt meget om filmen ’Deerhunter’, fordi at Tobias Lindholm leger meget med form, hvor filmen midtvejs ændrer totalt genrer – den går fra at være en krigsfilm til at være et retssalsdrama. Det kræver virkelig en mester at kunne hive alt tempo ud af en film og placere den i en retssal uden, at den mister momentum og bliver kedelig.
Så for mig at se er anden halvdel af filmen faktisk den bedste del, og det er også her, at Tobias Lindholm virkelig får lov til at gå helt ind i det psykiske og røre ved bevidste og ubevidste handlinger hos hovedkarakteren. Han får lov til at nørde helt igennem der, hvor han er stærkest og der, hvor han bedst kan lide at være – nemlig i de valg, vi træffer, og hvorfor vi træffer dem.
Jeg synes sjældent, vi ser i Danmark, at der leges med formen, når det kommer til spillefilm, men det fungerer vanvittigt godt i ’Krigen’.
Kollektivet
Jeg synes, at ’Kollektivet’, fra 2016, er en stærk film. Den dealer selvfølgelig meget med det psykiske og der bliver specielt gået i dybden med Trine Dyrholms karakter. Men det er også en film, der viser en lidt lettere film af Tobias Lindholm, hvor han viser en lidt mere humoristisk side gennem sit arbejde som manuskriptforfatter.
Det er selvfølgelig også en stor side af instruktøren Thomas Vinterbergs fortjeneste, men det er stadig et manuskript fuld af sjove karakterer, som jeg synes er fantastisk godt skrevet.
Filmen skildrer ægteparret Anna og Erik, der spilles af Trine Dyrholm og Ulrich Thomsen, idet de søger ny spænding i forholdet. De skaber derfor et kollektiv, og der går ikke længe før, at Erik bekender, at han har sig en elskerinde. Parret bliver enige om, at det ikke må ødelægge deres ægteskab, men langsomt indser man som publikum, at det nok er lettere sagt end gjort.
Jeg synes, at selvom filmen har en lettere tone, så er det også en film, der fokuserer meget på Annas smerte og fortælling. Det bliver selvfølgelig også hjulpet på vej af Trine Dyrholm selv, som er en af de dygtigste skuespillere, vi har herhjemme, men gennem fokus på hendes smerte er også der, at man kan mærke, at Tobias Lindholm hovedsageligt har sin interesse der, hvor der er noget psykisk kompleksitet.
Jeg synes også, at det fedt at se ham skrive en kvindelig karakter frem for kun mandlige karakter, og det er fedt at se, at han også kan være i et med sine feminine sider.
Du kan allerede nu se den nye Netflix-serie, 'Mindhunter', hvor Tobias Lindholm har instrueret afsnittene fem og seks.