Kan jeg slippe for det her?
Er det ok, hvis jeg dropper min anmeldelse af ’Blade Runner 2049’?
Nej? Hvorfor ikke? Så vil jeg ikke være en rigtig filmanmelder? Nej, det er rigtigt.
Og ja, det er også rigtigt at ’Blade Runner 2049’ er en af årets mest ventede film og sådan én kan man ikke bare springe over.
Okay, hvis der ikke er nogen vej udenom, så gør jeg det. Men jeg insisterer på ikke at fortælle noget om handlingen. Og jeg vil forsøge ikke at afsløre noget som helst.
Jeg vil heller ikke skrue nogen forventninger op, for det er så trist at blive skuffet, og jeg vil ikke tone noget ned, for det er der slet ikke nogen grund. Jeg vil i det hele taget forsøge at undgå at udtrykke noget …
Når alle forbehold er taget...
At sætte sig ind i mørket til den nye ’Blade Runner’, er som at tage på en rejse, et eventyr ind i et univers, du kender – i hvert fald hvis du har set og genset (og genset og genset) Ridley Scotts klassiker fra 1982.
Og alligevel har du slet ikke oplevet det før.
Du vil blive mindet om den gamle film hele tiden, men uden at der går filmisk merchandise og fanfoder i den.
Det kan på ingen måde sammenlignes med ’Star Wars – The Force Awakens’, der nærmest genindspillede slutningen af den allerførste Star Wars-film for at glæde gamle fans.
Subtile hints til fans
Det er ikke fjollede hyldester til Ridley Scotts gamle vision fra 1982, bare fordi alle vi fans synes det er megafedt. Der er en subtil pointe, også når den gamle skaber af menneskekloner, replikanter, i den første film, Tyrrell, bliver erstattet af en ny megarig, superbegavet skaber af replikanter, Wallace.
Og når Deckart, den gamle Blade Runner, altså en politimand, der finder og udrydder undslupne replikanter, bliver erstattet af en ny Blade Runner i præcis samme rolle. Og når musikfabrikken Hans Zimmer forsøger at genskabe Vangelis højtsvævende syntetiske musik fra den første film, er det gjort med elegance.
Selv når den gulerodsfarvede replikant Pris fra den første film bliver hyldet med en prostitueret med samme frisure i den nye film, er det på et underspillet og elegant plan.
Intet uhøjtideligt pjank
Der er i det hele taget intet uhøjtideligt pjank ved ’Blade Runner 2049’. Ingen jokes à la ’Det femte element’ om, hvor vildt flippet der er derude i fremtiden. Selv når den gamle joker, Harrison Ford, dukker op i sin rolle fra den første film, som bladerunneren Deckart, er det så alvorligt sammenbidt, som vi aldrig har set Harrison Ford før.
Den lyst til at tage den første film alvorligt og ikke bare hylde eller minde den, er selve drivkraften i ’Blade Runner 2049’.
Canadieren Denis Villeneuve, der er mest kendt for ’Sicario’ og ’Arrival’, viser den allerstørste respekt for Ridley Scotts oprindelige fremtidsvision ved selv at skabe sin egen vision.
Den bygger på den første film, bestemt, og man får nok ikke meget ud af den nye film hvis ikke man kender den første. Men den går bestemt sine egne veje, ud i et langt mere surrealistisk univers med flippede billedture, sære indfald og utrolige optrin.
En fornem hyldest til Ridley Scotts klassiker
Ikke alene har de to forfatter Hampton Fancher og Michael Green tænkt sig grundigt om inden de byggede videre på den første film.
Villeneuve har også genbrugt af de særpræg, der gjorde Scotts film så uforglemmelig.
Han giver først og fremmest publikum tid til at rejse ind i fremtidsverdenen. Han klipper ikke lynhurtigt fra scene til scene som i tidens normale effektblockbustere.
Ligesom Ridley Scott, giver han os lov til at svæve ind i Los Angeles anno 2049, gennem den smogdisede solnedgang og henover de gråbrune skyskrabere langt nedenunder os.
Og som Ridley Scott koncentrerer han sig om at fortælle sin historie uden utallige sidespring og krumspring for lige at fortælle os noget vildt og sjovt om, hvordan der ser ud derude i den møgbeskidte fremtid, hvor mennesket har ødelagt økosystemet på Jorden så grundigt og effektivt, at folk er begyndt at flygte ud i rummet.
Årets smukkeste filmoplevelse
Okay, så fortæller jeg heller ikke mere.
Jeg vil bare slå fast, at ’Blade Runner 2049’ er en fantastisk rejse, et vidunderligt brud med alle de genopkog af gamle filmklassikere, der kun er interesseret i at tilfredsstille fans med mere af det, de godt kan lide i forvejen.
Det er en af årets smukkeste og mest poetiske filmoplevelser – men for hver gang man fortæller om den, svinder oplevelsen for den kommende seer.
Så nu tier jeg stille.
Instruktør: Denis Villeneuve
Medvirkende: Ryan Gosling, Harrison Ford, Sylvia Hoeks
Premiere: 5. oktober