VIDEO Privatpersoner koordinerer flygtningetransport: 'Bil med plads til tre'

20-50 privatbiler holder torsdag morgen klar i Rødbyhavn til at transportere flygtninge gennem Danmark, mens politiet ser passivt på.

- Bil til tre, bil til tre!

- Er der en bil med et barnesæde?

Der bliver råbt torsdag morgen i Rødbyhavn, hvor flere privatpersoner er mødt op for at tilbyde transport til de 400 flygtninge, der har opholdt sig i byens sportshal, gennem Danmark og videre til Sverige.

DR's journalist på stedet, Vicki Therkildsen, fortæller om, hvordan 20-50 privatbiler holder parat, men også at privatpersonerne ikke kun hjælper med at give et lift. Flere af de mødte hjælper også med at oversætte og ringe til familiemedlemmer, som allerede er bosat i Danmark og Sverige.

Politiet griber ikke ind

I videoen kan man se, hvordan politiet passivt står og ser på, mens privatpersonerne koordinerer lifts med de mange flygtningen.

- Nu har politiet ligefrem gjort plads til, at private kan komme til med deres biler, de er rykket tilbage, så bilerne kan komme ind på parkeringspladsen, hvor flygtninge og migranter bliver fordelt, siger Vicki Therkildsen.

Dermed har det danske politi ændret holdning, hvordan de skal gribe flygtningesituationen an. Tidligere har de nemlig insisteret på at registrere flygtninge, der ønsker at komme til Sverige. I en pressemeddelelse skriver Syd og Sønderjyllands Politi, at strategien nu er lagt om "på baggrund af nye anbefalinger fra Rigspolitiet", hvor de har besluttet at lade flygtninge og migranter rejse videre gennem Danmark.

Se hvordan privatpersoner arrangerer transport til flygtninge i videoen over artiklen.