Løkke indkalder partiledere til flygtningemøde

De politiske ledere mødes klokken 10 med statsminister Lars Løkke Rasmussen.

Statsministeren har indkaldt Folketingets partiledere til møde klokken 10. (Foto: © ERik Refner, Scanpix)

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) har indkaldt Folketingets øvrige partiledere til et møde om den ekstraordinære flygtningesituation.

Mødet finder sted klokken 10 og vil ifølge DR Nyheders oplysninger have karakter af en orientering fra statsministeren til de øvrige ledere.

Der har i de seneste timer og dage hersket relativt kaotiske tilstande ved de danske grænser, hvor flere hundrede flygtninge netop har fået lov til frit at rejse videre fra Danmark, hvis de ønsker det.

Flygtningene fik lov at rejse videre på baggrund af "nye anbefalinger fra Rigspolitiet", skriver Syd- og Sønderjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Flygtninge på vej videre

I øjeblikket tømmes hallen i Rødbyhavn for de omkring 400 flygtninge, der de seneste dage er blevet samlet op, efter at de er ankommet med færge fra Puttgarden i Tyskland.

Fra morgenstunden har politiet valgt at åbne hallen, og allerede nu sidder mange flygtninge i privatbiler på vej mod København og Sverige.

Derudover fik 240 flygtninge, der hele onsdagen sad parkerede i togvogne i Rødbyhavn, i aftes lov til at rejse videre gennem Danmark. Denne gruppe skal altså på nuværende tidspunkt være ankommet til Malmø.

Det har her til morgen ikke været muligt at få en kommentar fra regeringen.