Om få dage beslutter de danske politikere formentlig, hvilken flyproducent der skal have ordren på op imod 30 nye kampfly som erstatning for de gamle, danske F16.
Det har udløst en hård kamp mellem især de amerikanske flyproducenter Boeing og Lockheed Martin, der til der sidste forsøger at overbevise politikerne og befolkningen om, at netop deres fly er det bedste køb.
Boeing er gået så langt som til at indrykke reklamer i danske medier for at påvirke folkestemningen.
“Vi ønskede at vise Danmark og det danske folk, at vores fly er det mest ansvarlige valg,” siger Debbie Rub, vicepræsident i Boeing til DR Nyheder.
Hun hævder, at Boeings F18 Super Hornet er et højteknologisk kampfly, der opfylder alle de behov, Danmark har.
Hun lægger især vægt på, at der er to siddepladser og at det er også er særligt godt egnet til missioner i de arktiske egne.
Konkurrent: Boeings fly er en generation bagud
Lockheed Martin udvikler F35 Joint Strike Fighter og mener, at Boeings Super Hornet er noget nær et flyvende museum, fordi det er en videreudvikling af den ældre Hornet, der blev udviklet årtier tilbage.
“Vores konkurrents fly er hvad vi kalder 4. generation, hvor F35 Joint Strike Fighter er 5. generation. Og når et 4. generations fly møder et 5. generations fly, så dør 4. generationsflyet”, lyder meldingen fra Lockheed Martin.
Dertil svarer Boeing, at F35 er et usikkert udviklingsprojekt der kan sammenlignes med det skandaleramte IC 4-tog.
Det er ikke færdigudviklet endnu, har blot 55.000 flyvetimer og har endnu ikke været i kamp.
Boeings F18 Super Hornet har cirka 300.000 flyvetimer og har været i kamp gentagne gange siden 80’erne.
Danske arbejdspladser blandt de bærende argumenter
Mens flyproducenterne kæmper på ord om hvilket fly, der er det teknologisk set bedste køb for Danmark, kæmper de også om at levere de mest lukrative returydelser i form af arbejdspladser.
“Vi garanterer 10.000 nye arbejdspladser i Danmark, hvis Super Hornet vinder konkurrencen,” siger Debbie Rub fra Boeing. Vi ved, at vi har mange muligheder og mange behov. Det gælder både indenfor cyber, kommerciel luftfart og droner. Vi har identificeret muligheden for at skabe 10.000 jobs over hele Danmark, og jeg håber, at det kan blive endnu mere,” siger hun til DR Nyheder.
Lockheed Martin har allerede et samarbejde med aarhusianske Terma, fordi Danmark har været en aktiv del af udviklingen af F35 Joint Strike Fighter siden 1997 og har bidraget med op imod 3 milliarder kroner.
“Selv om Danmark ikke har forpligtet sig til at købe flyet, så har danske virksomheder allerede fået kontrakter for mere end 2,5 miliarder kroner,” siger Steve Over, chef for international forretningsudvikling til DR Nyheder.
Han vil dog ikke gå så langt som til at garantere arbejdspladser i Danmark, sådan som Boeing gør det, fordi der med Joint Strike Fighter er tale om udbud og efterspørgsel, siger han.
Hvis danske virksomheder ikke også er de billigste og mest effektive, så bliver de sorteret fra igen som leverandører.
Vores samarbejdspartnere spiller også ind på valget
Når de danske politikere træffer en beslutning, vil de se på en række parametre, siger Andreas Krogh, redaktør og indehaver af nytkampfly.dk der behandler alle aspekter af Danmarks indkøb af nye kampfly.
"Der er ingen tvivl om, at det storpolitiske, og hvem står vi med alliancemæssigt, kommer til at betyde meget. Men de samlede levetidsomkostninger, og sikkerheden omkring projektet, kommer også til at spille ind, siger han.”
Den tredje kandidat i kapløbet er den europæisk udviklede Eurofighter Typhoon.
21 Søndag i aften besøger både Lockheed Martin og Boeing og spørger, hvad det er, de kan garantere, hvis Danmark vælger netop deres fly.
Få en forsmag i videoen øverst i artiklen.