Det var ham, der styrede vandscooteren, da den i fuld fart sejlede ind i en båd fuld af unge amerikanere midt i Københavns Havn.
Så vidt er en 24-årig mand, der i dag er blevet tiltalt for at være skyld i to kvinders død, enig med anklageren.
- Min klient har hele vejen igennem erkendt det faktiske hændelsesforløb og været utrolig fortvivlet og ked af det, der er sket, siger mandens forsvarer, Jane Ranum.
Siden maj har den 24-årige været fængslet, mens politiet har efterforsket sagen. I dag har anklageren så valgt at tiltale manden for uagtsomt at have dræbt de to unge amerikanske kvinder, der begge var på studieophold i Danmark.
De to kvinder var 6. maj i år sammen med flere studiekammerater ude at sejle i en udlejningsbåd, da vidner så en gruppe vandscootere fræse gennem havnen.
Vidner har også beskrevet, at en af vandscooterne sejlede meget tæt på kvinderne i udlejningsbåden, da den pludselige slog et slag på vandet og med stor kraft ramlede ind over rælingen på båden.
24-årig erkender delvist
Anklageskriftet fra dagens retsmøde er helt på linje med det, som manden har været sigtet for af politiet siden maj.
Det er sigtelser, som den 24-årige erkender - dog med en vigtig detalje, fortæller hans forsvarer.
- Han erkender uagtsomt manddrab, spørgsmålet er, om der er tale om kvalificeret uagtsomt manddrab under skærpende omstændigheder, og det er det, retssagen må afgøre, siger hun.
Uagtsomt manddrab kan under særligt skærpende omstændigheder betyde, at Jane Ranums klient risikerer op til otte års fængsel.
- Det vil slet ikke være dér, vi lander. Anklagemyndigheden har draget en parallel til sager inden for trafikområdet, og det er også relevant at gøre, siger hun.
Advokat: Han er fortvivlet og ked af det
I retten i dag valgte dommeren ikke at løslade manden. Det skete med begrundelsen om, at han i forvejen har tre domme for vold, særlig farlig vold og senest for røveri.
- Han er selvfølgelig ked af, at han ikke kan blive løsladt, men han er også indstillet på at samarbejde omkring at få sagen gennemført, siger Jane Ranum.
Ifølge forsvareren er det en brødebetynget tiltalt, der nu skal vente foreløbig yderligere fire uger i fængsel på, at retten tager stilling til, hvornår sagen skal endeligt for en dommer.
- Han græd meget inde i retten i dag, og det har han gjort ved alle retsmøder, siger Jane Ranum.
Der er sat fire dage af til sagen, som risikerer først at skulle behandles efter nytår, fortæller forsvareren.
Manden har selv forklaret, at ulykken skete, da han forsøgte at nå frem til de andre vandscootere, han sejlede med. Her mistede han kontrollen over vandscooteren, har han sagt i retten.
- Det er en ulykke, hvor vandscooteren kommer på afveje. Der er på ingen måde noget forsætligt ved det, lyder det fra forsvarsadvokat Jane Ranum.