Med gårsdagens melding om, at regeringen rykker yderligere 1.800 statslige arbejdspladser til provinsen, kommer det samlede antal af planlagte, nye statslige arbejdspladser uden for København op på 7.925 under den nuværende regering.
For i oktober 2015 fremlagde regeringen nemlig planerne for udflytning af lige over 3.900 årsværk til provinsen, og i sommer meldte regeringen så ud, at Skat skulle nedlægges, og i stedet skulle der oprettes syv nye styrelser rundt omkring i Danmark. Det giver yderligere 2.200 nye arbejdspladser til provinsen.
Artiklen fortsætter under billedet:
Odense får flest nye arbejdspladser
I Danmarks tredjestørste by, Odense, gned de sig formentlig i hænderne, da regeringen i oktober 2015 meldte deres første flytteplaner ud.
Her fik de nemlig tilført 298 statslige arbejdsplader, hvilket var tredjeflest af alle. Regeringens udmelding var dog endnu bedre for byen denne gang, da hele Miljøstyrelsen, dele af Skattestyrelsen og Skatteankestyrelsen samt Sekretariatet for Studievalg Danmark rykkes til byen.
Det giver yderligere 475 nye statslige arbejdspladser, og samlet set 773 på de to udflytninger, hvilket gør byen til en suveræn topscorer.
Borgmester Peter Rahbæk Juel (S) var da heller ikke overraskende glad over de nye arbejdspladser, da han talte med DR Nyheder i går.
- Vi har brug for de arbejdspladser og har et godt opland, hvor det er godt at bosætte sig. Derfor kommer det rigtig mange kommuner til gavn, at man vælger at lægge statslige arbejdspladser i Odense, sagde en glad borgmester.
Næstved fik i 2015 meldingen om, at de ville få 394 statslige arbejdspladser til byen. Mestendels på grund af Udlændingestyrelsen, der ifølge Finansministeriet endnu ikke har påbegyndt udflytningen fra København.
I anden runde har Næstved igen scoret jackpot, da dele af Skattestyrelsen og dele af Udlændingestyrelsen skal flyttes til byen. Det giver 189 nye arbejdspladser og hermed en andenplads i udflytningskampen.
Artiklen fortsætter under grafikken
Vrede i Nordjylland
Mens smilene er store i flere af landets byer, er der dog også steder, hvor der er noget nær gravkammerstemning.
Flere borgmestre i Nordjylland har i dag rettet en skarp kritik af regeringen og føler sig forbigået.
Region Nordjylland er nemlig den landsdel, der får færrest nye statslige arbejdspladser i denne omgang, hvis man ikke tæller hovedstaden med.
- Hvis man ønsker at skabe et Danmark i balance – og jeg har stor respekt for, at regeringen har taget den udfordring op – så er det ærgerligt, at man ikke har kunnet se så langt som til Nordjylland og sikret, at vi får en fuldstændig jævn fordeling, siger Morsø-borgmester Hans Ejner Bertelsen (V), der ikke har fået én eneste ny statslig arbejdsplads ved de to udflytninger.
Også regionsrådsformand Ulla Astman (S) er kritisk.
- Det er utilfredsstillende og skuffende, at vi ikke bliver mere tilgodeset. Jeg anerkender, at Midtjylland også kan have problemer med udkantsområder, men man kan ikke kalde Østjylland omkring Aarhus for udkant, har hun sagt til Jyllands-Posten om udflytningerne.
Herunder kan du få et overblik over hele den nye udflytning.