Tyrkiet udsteder arrestordre på dansk-tyrkisk journalist

Journalist Hasan Cücük bekræfter over for DR Nyheder, at tyrkiske myndigheder har udstedt en arrestordre på ham.

Hasan Cücük arbejder som journalist på den skandinaviske afdeling af den tyrkiske avis Zaman. (Foto: © Jeppe Bøje Nielsen, Scanpix)

Tyrkiske myndigheder udstedte tirsdag arrestordre på 35 personer, heraf mange journalister, hvoraf ni indtil nu er blevet anholdt.

På listen figurerer den dansk-tyrkiske journalist Hasan Cücük, der arbejder for avisen Zamans danske afdeling, Zamani Skandinavya.

- I går aftes fik jeg at vide, at der var udstedt arrestordrer på 35 navngivne journalister i Tyrkiet via det tyrkiske nyhedsbureau Anadolu, som havde fået navnene fra den tyrkiske statsadvokat i Istanbul, siger Hasan Cücük til DR Nyheder og tilføjer, at 110 journalister lige nu sidder i fængsel i Tyrkiet.

- Hvis man er journalist og kritiserer Erdogan og AKP-regeringen, som jeg gør, så er det normalt at få udstedt en arrestordre og komme i fængsel. Sådan er dagligdagen for en tyrkisk journalist, siger han.

Frygter ikke udlevering

Hasan Cücük frygter ikke, at de danske myndigheder udleverer ham til Tyrkiet, hvis tyrkiske myndigheder ønsker dette:

- Jeg tror ikke, at Danmark vil udlevere mig til Tyrkiet – eller det håber jeg virkelig ikke. Hvis jeg rejser til Tyrkiet, bliver jeg anholdt i lufthavnen, det er helt sikkert.

Han har endnu ikke taget kontakt til danske myndigheder, ligesom danske myndigheder ikke har været i kontakt med Hasan Cücük om arrestordren.

Arrestordren vil dog ikke ændre på hans hverdag eller journalistiske arbejde.

- Jeg bor i Danmark og skal fortsætte mit daglige liv. Og jeg vil fortsætte med at kritisere Erdogan og hans regering.

Den dansk-tyrkiske journalist er åbent tilhænger af prædikanten Fethullah Gülen, som den tyrkiske regering anklager for at være hjernen bag kupforsøget 15. juli.