Tyrkiet anholder tre prominente pressefrihedsforkæmpere

En af de anholdte er organisationen Reporters Without Borders repræsentant i Tyrkiet, som anklages for ’terrorpropaganda.’

Dagen igennem har tusinder demonstreret i det centrale Istanbul over arrestationerne af de tre pressefrihedsforkæmpere. (Foto: © SEDAT SUNA, Scanpix)

Tyrkiske myndigheder har i går arresteret tre pressefrihedsforkæmpere i Tyrkiet for 'terrorpropaganda'.

Det skriver organisationen Reporters Without Borders, der overvåger pressefriheden i verdens lande.

En af organisationens lokale repræsentanter i Tyrkiet er blandt de anholdte.

Det drejer sig om Erol Onderoglu, der i mere end 20 år har være tilknyttet Reporters Without Borders. De to andre anholdte er forfatteren Ahmet Nesin og Sebnem Korur Fincanci, præsident for Human Rights Foundation i Tyrkiet.

En domstol i Istanbul krævede mandag, at de tre blev varetægtsfængslet, fordi de gæste-redigerede et magasin om kurdiske spørgsmål og efterfølgende kæmpede imod myndighedernes forsøg på at censurere magasinet, skriver Reporters Without Borders om baggrunden for arrestationerne.

Nyheden om arrestationerne møder hård kritik fra EU, hvor udenrigschef Federica Mogherini og EU-kommissær for udvidelsesforhandlinger, Johannes Hahn, har været ude og fordømme anholdelserne.

- EU har gentagne gange understreget, at Tyrkiet, som medlemskandidat til EU, skal stræbe efter de højeste demokratiske standarder og praksis, lyder det i Federica Mogherinis erklæring.

Det er endnu uklart, hvor længe de tre vil være tilbageholdt, eller hvornår deres retssag starter.

Reporters Without Borders laver hvert år et pressefrihedsindex, hvor man måler graden af frihed for verdens journalister.

På indekset for 2016 er Tyrkiet placeret på en lidet flatterede 151. plads ud af 180 lande.