Til kamp mod mæslinger: Nu kan alle få et gratis skud vaccine

De sidste ti år har voksne taget mæslingesygdommen med hjem fra ferie, oplyser Statens Serum Institut.

Sundhedsstyrelsen åbner nu for gratis MFR-vaccine til voksne, der ikke har haft mæslinger før. (Foto: © Francois Lenoir, Scanpix)

Den gratis MFR-vaccination mod smitsomme sygdomme som mæslinger, fåresyge og røde hunde er ikke længere kun forbeholdt børn og kvinder over 18 år, som ikke har haft røde hunde.

Fra den 1. april kan alle voksne - og alle EU-borgere - tage til sin praktiserende læge eller på en privat vaccinationsklinik og få en gratis vaccination. Og det er især voksne under 45 år, som Statens Serum Institut (SSI) ønsker at nå ud til.

- Ud fra vores overvågning af mæslingesygdomme, kan vi se, at i de sidste ti år har vi haft knap 180 tilfælde, og knap halvdelen er hos voksne under 45 år.

- Det er typisk personer, der har været ude og rejse, og så kommer de hjem og kan smitte andre. Det er en ubehagelig souvenir at få hjem, så derfor vil vi gerne give alle mulighed for at blive vaccineret gratis, siger afdelingslæge på Statens Serum Institut Palle Valentiner-Branth.

Bedre beskyttelse mod mæslingeudbrud

Selvom sygdommen er mere eller mindre udryddet i Danmark, så er der årligt enkelte tilfælde, hvor børn eller voksne rammes af mæslinger. Senest er der registreret tilfælde på Vesterbro i København, hvor to børn og en voksen er blevet smittet.

Og her ville "en meget sandsynlig forklaring" netop være, at det er en voksen, der har haft virussen med hjem efter en rejse.

- Vi kan se, at lige præcis denne aktuelle virus kommer fra et udbrud, som er i gang i Irland og England, så det er plausibelt at tro, at den kommer fra en person, der har været i det område, siger Palle Valentiner-Branth.

Til trods for at mæslinger ofte betegnes som en børnesygdom, så kan voksne også rammes, hvis de ikke er vaccineret. Og de er i langt større fare for at udvikle mere alvorlige komplikationer ved sygdommen såsom mellemørebetændelse, diaré og i yderste tilfælde hjernehindebetændelse og blodplademangel.

Statens Serum Institut anslår, at omkring 100.000 personer i den gruppe under 45 år, som man især ønsker vaccineret, mangler en vaccine.

Hvis gruppen bliver beskyttet, vil det betyde, at der er mindre risiko for, at der vil opstå en mæslingecirkulation i Danmark.

- Ved at have en høj vaccinationsdækning i Danmark, er vi bedre beskyttet, siger Palle Valentiner-Branth.

Vaccinationstilbuddet gælder fra den 1. april.

I grafikken neden for kan du blive klogere på mæslingesygdommen.