TikTok går amok, når det er på sønderjysk: Kedde fik 100.000 visninger på et døgn

Flere danske tiktokkere og instagrammere oplever, at videoer med dialekt får rigtig mange visninger.

Under brugernavnet Kedde holder Christian Lorensen sit sønderjyske ved lige på TikTok. Kedde er et sønderjysk kælenavn for Christian.

I årevis har vi hørt, at de unge dropper dialekterne til fordel for rigsdansk.

Men på TikTok og Instagram lever dialekterne i bedste velgående, og flere sønderjyder oplever, at deres videoer går viralt, når de slår over i sønderjysk.

Det gælder blandt andet musikeren Kedde med det borgerlige navn Christian Lorensen, der er vokset op lidt uden for Sønderborg. Han lagde i mandags en video ud på TikTok, hvor han på klingende sønderjysk fortalte, at han ikke har nogen at tale sønderjysk med i København, hvor han er flyttet til.

På det første døgn fik videoen 100.000 visninger og næsten 200 kommentarer. Her til morgen har den mere end 140.000 visninger og næsten 10.000 likes.

Og det overrasker Christian Lorensen, at så mange er vilde med det, for det var egentlig mest for sin egen skyld, at han slog over i sønderjysk for at holde det ved lige.

- Når jeg ikke har nogen i København at gøre det med, kan jeg jo gøre det med mig selv online. Og så er det jo bare en bonus, at der er så mange, der godt kan li det.

For det er særligt efter, at han er flyttet hjemmefra, at han savner det sønderjyske ’sproch’, fortæller han.

- Det minder mig om min mor og far. Det føles som hjem. Og det bliver rigtig tydeligt, når man flytter uden for Sønderjylland. Jeg bliver mindet om, at jeg har en anden dialekt. Så det er også blevet noget lidt mere særligt for mig.

Hvor god er du egentlig selv til dialekter? - Tryk på ordet og se, om du kan forstå, hvad det betyder.

Skiller sig ud med dialekt

Også influencer Liv Schrøder med rødder i Tinglev har flere gange oplevet, at videoer, hvor hun taler sønderjysk, er langt mere populære end hendes indhold om mode og mentalt helbred.

- Folk engagerer sig på en helt anden måde. Deler det og tagger hinanden. Der bliver en helt anden brugerinteraktion, end hvis jeg viser noget knap så interessant.

Det hele begyndte i foråret med en video, hvor hun uden at tænke over det talte sønderjysk med sin far. Den har fået 344.000 visninger, hvor de fleste andre af hendes videoer har omkring 20.000 visninger.

Især det, at Liv Schrøder, der har 11.000 følgere på Instagram, kan skille sig ud med sit ’sproch’ skaber opmærksomhed, mener hun.

- Jeg tror, at folk synes, at det er ret fedt at høre noget, der er så anderledes. Der er bare en kæmpe interesse for det at være lidt anderledes. Og det er jo det, der ligesom gør mig til mig.

Det synspunkt deler hun med Steven Feraru, som er medejer af bureauet Højkant, der rådgiver om sociale medier som TikTok, hvor han også selv deler videoer om sprog og dialekter.

- Når man er ung, er man meget centreret om de store byer, så jeg tror, der er noget eksotisk ved, at man så endelig hører nogen, der taler sønderjysk eller nordjysk.

Og så gør algoritmerne også, at især videoer med sprog og dialekt ofte går viralt, fortæller han. For det gælder om, at de første, der ser videoen, trykker like, deler eller kommenterer opslaget.

- Sprog og dialekter er sjovt, lige meget om du er barn eller voksen - og uanset, hvor du kommer fra i landet. Derfor er der ret stor sandsynlighed for, at vi trykker på knapperne i siden, forklarer Steven Feraru.

Dialekterne forsvinder

Der findes ikke nøjagtige tal på, hvor mange dialekter, der har været i Danmark, og hvor mange der findes i dag. Men ved hjælp af ældre interviewoptagelser sammenholdt med nye har flere forskere fundet frem til, at lokale dialekttræk forsvinder.

En af dem er Malene Monka. Hun er lektor ved Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab ved Københavns Universitet, og det kommer ikke bag på hende, at dialekter hitter på sociale medier.

- Dialekt bliver brugt mere offentligt – altså både online og gennem eksempelvis reklamer. Og det er en tendens, vi har set de senere år. Så det er meget naturligt at tænke, at det næste skridt må være TikTok.

Det er hendes vurdering, at dialekt-videoer går viralt, fordi de kommer med noget unikt til dem, der ser dem.

- Færre og færre bruger det som hverdagssprog, men til gengæld er det stadigvæk noget, der er enormt sigende for ens identitet. Så dem, der har en dialekt, de har noget særligt, de kan vise frem.

Faktisk er Sønderjylland et af de eneste steder, hvor dialekten er i mindre tilbagegang end resten af landet. En af årsagerne til det er, at dialekten under tysk herredømme fra 1864 og frem til 1920 var skærmet for indflydelse fra København.