24-årige Kedde passede ikke ind. Blev truet og spyttet på, fordi han var anderledes

Musiker og sangskriver Kedde følte ofte, at han ikke passede ind, da han voksede op i Sønderjylland.

(Foto: © Andreas Bro, DR)

Det er forskelligt, hvad vi hver især oplever i vores opvækst – og hvor vi kommer fra, kan have meget at sige i forhold til, hvad vi bliver mødt af.

Da jeg voksede op nord for Limfjorden, var det vigtigt, at vi alle lignede hinanden. Der var ingen, der skulle stikke ud, og jeg tror heller ikke rigtig, at vi turde.

Jeg husker ikke, at der var nogen, som helt åbent havde en anden seksualitet end heteroseksuel – men der gik rygter om det, og der blev set ned på det.

I den anden ende af Danmark, tættere på grænsen, oplevede Christian Lorensen – der i dag laver musik under kunstnernavnet Kedde – også, at det var vigtigt for andre, at man passede ind. Han voksede op i en lille landsby uden for Sønderborg.

Selvom Kedde siger, at han har haft en god opvækst, så kunne han mærke, at andre så anderledes på ham. Han kunne ikke selv sætte en finger på, hvad der gjorde ham anderledes, men han adskilte sig fra den stereotype sønderjyde.

- Det er svært, for man er ofte bare sig selv, og så møder man nogen, der har et kæmpe problem med det. Og så er man sådan "wow, hvad gjorde jeg?". Jeg gjorde jo ikke noget, jeg var bare til, siger Kedde, der blandt andet har været P3's Uundgåelige med sangen 'Sådan må det være'.

Kedde udgav EP'en 'En stille start' i maj 2024, og det er ikke det sidste, vi skal høre fra ham i år, da der er ny musik på vej. (Foto: © Andreas Bro, DR)

Han så ikke sig selv som queer, da han boede i Sønderborg, og egentlig var det heller ikke på grund af sin seksualitet, at Kedde stak ud. Han var bare sig selv og kunne lide nogle ting, som andre drenge så som anderledes.

- Måske var jeg mere feminin end de andre drenge, eller måske var det, fordi jeg gik til gymnastik – I don't know. Der var nogle andre ting, som gjorde, at jeg ikke passede ind.

Ikke godt at stikke ud fra mængden

Det har også været andre folks behov for – og problemer med – at placere Kedde i en kasse, som har gjort, at han ikke følte, at han passede ind i Sønderborg.

Da Kedde gik i gymnasiet, var han ikke selv fuldstændig klar over, hvad hans seksualitet var, og han er aldrig "sprunget ud". De andre på gymnasiet vidste heller ikke, hvem han havde sex med, eller hvem han havde lyst til at have sex med – men alligevel begyndte der at gå rygter om, at Kedde var til mænd.

- Jeg hørte fra mine venner, at andre havde spurgt dem, om jeg var til drenge, og det var ligesom en snak, der var. Det var vildt underligt, og på det tidspunkt mega skamfuldt og nedværdigende, fordi det havde jeg slet ikke selv taget stilling til på den måde.

Kedde er stadig ved at lære sin seksualitet at kende, og derfor har han heller ikke selv et behov for at sætte et label på den. (Foto: © Andreas Bro, DR)

På gymnasiet eksperimenterede Kedde med udtryk ved at farve sit hår og sine øjenbryn. Han afprøvede forskellige tøjstile og så ikke bestemte stykker tøj som værende knyttet til bestemte køn.

- Jeg har et kompleks om det at være anderledes, for jeg tror ikke, at det er, hvem jeg er tiltrukket af, der gør mig anderledes. Det har næsten mere været alle mulige andre ting – nogle feminine aspekter, som andre drenge ikke har, eller ikke var komfortable med at eksperimentere med i forhold til tøj, udtryk eller whatever, siger han.

Men Keddes lyst og interesse for at eksperimentere med forskellige udtryk blev kædet sammen med hans seksualitet.

- Jeg tror ikke nødvendigvis, at man kan se nogens seksualitet, bare fordi de ser ud på en bestemt måde. Folk dømmer en på det, de kan se, og det er ens balance mellem feminin og maskulin. Og så tilføjer folk, at de tror, at det er noget homoseksuelt, siger Kedde.

Da der begyndte at gå rygter om, at Kedde var til mænd, syntes han, at det var forfærdeligt. Han havde nemlig crushes på nogle piger og var bange for, at de skulle høre rygterne og tro, at han var homoseksuel. Det gjorde også, at han selv tog afstand fra homoseksualitet.

- På det tidspunkt var jeg slet heller ikke så komfortabel med det, fordi den generelle tone om det at være homoseksuel eller til drenge var, at det var mega skamfuldt. Når alle omkring en ikke synes, at det er fedt, så synes man det heller ikke selv, forklarer Kedde.

- Jeg tror aldrig, der kommer et begreb, der omfavner alt, jeg er, lyder det fra Kedde. (Foto: © Andreas Bro, DR)

Rygterne betød også, at Kedde havde andre dårlige oplevelser som ung i Sønderborg. Han har være udsat for vold og er blevet truet og spyttet på af andre drenge.

Derfor er Kedde især også glad for at bo i København nu, hvor han ikke på samme måde føler sig anderledes eller unik. Her føler han, at alt er set før, og at han i større grad kan være sig selv og gå på gaden. Selvom han også har haft dårlige oplevelser i København, så er der længere mellem dem og flere ligesom ham, som han kan spejle sig i.

Kalder sig queer for andres skyld

Det er meget naturligt for os mennesker at sætte folk, vi møder, i kasser. Vi gør det helt automatisk, når vi møder noget, vi ikke kender.

Men de kasser har Kedde det svært ved, især når det kommer til ham selv og sin egen seksualitet.

- Jeg er selv ved at finde ud af, hvad min seksualitet er. Jeg er nået til, at jeg hader labels, fordi jeg har fundet ud af, at der er intet, der sådan rigtigt passer.

Kedde var ret komfortabel med at prøve forskellige tøjstile af, da han gik på efterskole og gymnasiet. Det gjorde, at andre elever lå ekstra meget mærke til ham. (Foto: © Andreas Bro, DR)

Selvom Kedde kun har haft kvindelige kærester, så er han også tiltrukket af mænd. Og han har haft svært ved at sætte et label på sin seksualitet, for han ser ikke køn eller identiteter som sort/hvid.

Han synes, hverken at termerne biseksuel eller panseksuel passer på ham. For ord kan have mange betydninger, og han kan ikke udelukke, at han kan blive forelsket i nogen, som ikke passer ind i de kasser, der er koblet til de ord.

Kedde fortæller derfor andre, at han er queer. Men egentlig ville han ønske, at han ikke skulle sætte et label på sin seksualitet.

- Jeg kan helst ikke lide at bruge nogle termer, fordi Kedde er det, der beskriver mig bedst. Hvis man tager betydningen af queer, ja så passer jeg ind i den, men hvis jeg levede i en drømmeverden, vil jeg helst bare være Kedde.

Keddes interesse for musik opstod, da hans fætter startede til trommer, hvorefter han fulgte trop. Han skrev sin første sang, da han gik på efterskole og optrådte med den til årets galla. (Foto: © Andreas Bro, DR)

Ordet "queer" er oprindeligt blevet brugt nedsættende om homoseksuelle, da det på engelsk betyder "mærkelig" eller "sær". Men LGBT+-miljøet har reclaimet det, og nu er det et paraplybegreb, der dækker over kønsminoriteter og seksuelle minoriteter, som ikke er heteroseksuelle.

- Jeg synes, at det er vigtigt at sige, at jeg bruger det term for andres skyld. Jeg gør det for at gøre det nemmere for andre at forstå mig, og det er derfor, jeg bruger det, siger Kedde.

- Det er bare den verden, vi lever i, hvor man gerne vil sætte folk i kasser og kunne forstå dem. Det er derfor, vi har alle de her begreber for alt muligt.

Vil fortælle sine historier

Det var især sin opvækst, som Kedde tog afsæt i, da han udkom med sin første EP i maj 2024. Her behandlede han personlige fortællinger og skrev sange om svære familierelationer. Men når der kommer ny musik senere i år, kommer Kedde til at synge om de oplevelser, han har haft, fordi han er queer.

Han har egentlig ikke før haft lyst til at lave musik om det. Men i sin nye musik er Kedde mere tydelig om sine oplevelser, samtaler og queer-relationer.

- Det, jeg har det fedt over, også i hele mit musikprojekt, er at vise, at man godt kan hedde Kedde, som der jo er mange, der gør i Sønderjylland, og stadig være som jeg er. Det er ikke kun indfødte københavnere, der er sådan. De findes i hele landet, de findes i hele verden – folk, som stikker ud eller er dem selv.

Kedde er kæmpe fan af en norsk homoseksuel artist, der hedder Ramón. Hans sange om seksualitet har givet Kedde modet til selv at skrive sange om sine oplevelser som queer. (Foto: © Andreas Bro, DR)

Og det er ikke kun Kedde, der har udviklet sig og fundet mere ro i sin identitet.

Kedde oplever, at der er sket en udvikling i Sønderborg, hvor personer, der er anderledes, nu kan møde andre og føle sig mere trygge i, at alle ikke er ens eller behøver være i den samme kasse.

- Sidste år spillede jeg til Pride i Sønderborg, og der var altså ikke Pride, da jeg boede der, og jeg har boet der i 20 år. Så der er der jo sket noget, og det er hele nøglen til, at man kan føle sig tryg – at man kan se andre, der minder om en.