"Ej, dialekter er så charmerende!".
Dét har jeg hørt mange gange i byen.
Men der er aldrig nogen, der siger, at min dialekt er charmerende.
Jeg er fra Frederikshavn (udtales Fres'hawn), og jeg flyttede til København for fire år siden for at studere.
Jeg har ikke én gang på de fire år mødt et menneske, der ikke har kommenteret min dialekt som noget af det første.
Det var egentlig først, da jeg flyttede væk fra min hjemby, at jeg blev opmærksom på, at andre ikke snakker ligesom mig – og at der måske er lidt længere mellem os mennesker her i bette Danmark, end vi går og tror.
Når jeg, fire år efter jeg er flyttet, stadig får kommentarer på min dialekt, begynder jeg at tænke, om jeg skal forsøge at lægge den lidt fra mig.
For det kan nogle gange fylde meget, og det er især i situationer, hvor der åbenlyst bliver gjort nar af mig. For eksempel sagde en gut i byen: "Vildt, du ikke snakker normalt endnu", da han hørte, at jeg havde boet i København i et par år.
Og den slags oplevelser er jeg langtfra alene med.
- Det er en ret udbredt følelse, det dér med at føle sig sprogligt forkert i Danmark, hvis ikke man taler rigsdansk, siger Malene Monka.
Hun forsker i sprog ved Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab på Københavns Universitet og ser en tendens i, at folk, der har en anden dialekt end københavnsk, føler, at de snakker på en "forkert" måde.
- Det mest ærgerlige er, at folk får en mindreværdsfølelse. Det er jo aldrig rart at føle, at man ikke passer ind, siger hun.
Stikker ud fra mængden
Anne Patrzalek fra Give i Midtjylland og Steffan Frederiksen fra Bolderslev i Sønderjylland er begge flyttet til København i 2023, og deres dialekter er begyndt at fylde mere – både bevidst og ubevidst.
Anne Patrzalek har oplevet, at ord eller sætninger, hun siger, bliver gentaget, fordi folk synes, at det lyder sjovt.
- Det er ikke altid megafedt, fordi der bliver gjort nar, uden at de er bevidste om, at det er pinligt for mig, siger hun.
Og noget af det første, Anne Patrzalek får at vide, når hun møder nye mennesker, er: "Jeg kan høre, at du er fra Jylland!".
- Det jo også alt efter, hvad man selv synes om sin dialekt, og hvordan man har det – om det er en positiv eller negativ ting. Jeg plejer bare at være meget sådan: "Ja, det kan jeg ikke skjule", siger hun.
For Steffan Frederiksen har det været på samme måde. Men han oplever også, at folk decideret har svært ved at forstå, hvad han siger på grund af den sønderjyske dialekt. Det betyder, at han prøver at tale mindre sønderjysk og mere rigsdansk, selvom han ikke helt kan.
- Det er svært ikke at prøve at slå om, så andre folk kan forstå det. Så det er jeg begyndt på, men det er ret svært for mig, for jeg skal sidde og tænke over hvert eneste ord, hver gang jeg snakker, siger han.
Steffan Frederiksen er egentlig glad for sin dialekt og vil gerne beholde den. Han vil i hvert fald ikke lave om på den for andres skyld – men det kommer han alligevel lidt til.
- Jeg tror bare, at det ligger i underbevidstheden, fordi man er træt af, at folk spørger: "Hvad siger du?" eller: "Hvad?". Så til sidst bliver man nødt til at tænke over hvert ord for at få dem med.
Hold tight eller let go
Det har altså tilsyneladende én eller anden effekt, når man får at vide, at man snakker anderledes, eller når folk egentlig ikke lytter til det, man siger, men bare synes, at måden, man siger det på, er sjov.
Anne Patrzalek holder sig i hvert fald nogle gange tilbage fra at sige noget, hvis hun er den eneste jyde i en forsamling. Og jeg kan selv tænke over, hvordan jeg udtaler bestemte ord.
- Når man starter på et nyt studie og i øvrigt er usikker på stort set alt, der skal til at ske, så kan man måske – særligt på de ting, man bliver drillet med – forsøge at ændre på dem, siger sprogforsker Malene Monka.
Så det er måske ikke så underligt, at mine tanker begynder at køre i forhold til, om man skal give slip på den pokkers dialekt.
Men alligevel er Steffan Frederiksen ikke klar til at begrave sin sønderjyske dialekt.
- Jeg kan jo godt lide den, og jeg gør alt, hvad jeg kan for at beholde den. Jeg vil ikke lave om på mig selv for andre, siger han.
Men selvom andre nogle gange har svært ved at forstå ham, får Steffan Frederiksen også en gang imellem at vide, at det er fedt, at han snakker sønderjysk. Og det bekræfter ham i, at han skal holde fast i dialekten.
- Det giver da lige et klap på skulderen.
Uhøfligt at kommentere?
Men gør vi egentlig det her med dialekt til en større ting end nødvendigt? Er det egentlig okay at kommentere hinandens forskelligheder som noget af det første, når man møder et andet menneske?
Det kommer selvfølgelig an på, hvad der bliver sagt. For der er nemlig forskel på at få at vide, at man har en tyk eller en skøn dialekt, mener Anne Patrzalek fra Midtjylland.
- Det vil helt klart ændre noget for mig, hvis folk brugte nogle andre ord om min dialekt. Hvis de sagde, jeg har en "skøn" dialekt eller brugte nogle former for positive ord for det, siger hun.
Det er ikke underligt, at der bliver kommenteret dialekter. Vi mennesker kategoriserer altid hinanden på én eller anden måde, når vi møder hinanden første gang. Og måske er det bare noget, vi skal blive bedre til at holde inde i hovedet, mener sprogforsker Malene Monka.
- De fleste er høflige nok til ikke at sige, om de synes, folk er tykke eller tynde. Men det der med sprog er åbenbart ikke fredet, og hvis ellers man synes, at man selv taler rigtigt, så kan man tillade sig at grine af andre.
'Go' Morgen P3' quizzer i dialekter i 'Dialækkert'
- •
Og os, der har fået mange kommentarer på vores dialekt, er måske også bedre til at holde igen med at italesætte de sproglige forskelle.
- Hvis man har mærket selv, hvad udfaldet af det kan være, så er man måske mere tilbøjelig til at holde tilbage over for andre folk også. Så de ikke kommer ind og mærker det samme, siger Anne Patrzalek.
Steffan Frederiksen afholder sig helt fra at kommentere andres dialekt.
- Af ren opdragelse, gør jeg det bare ikke. Man gør bare ikke grin med, hvordan andre snakker.
Jeg er også selv blevet mere opmærksom på det. Det er stadig træls, når andre decideret gør nar af måden, jeg siger ting på – men ellers har jeg egentlig accepteret, at man kan høre, at jeg er fres'hawner. Det er fire år siden, jeg flyttede, og dialekten har ikke slippet sit tag i mig.
Så nu har jeg besluttet, at jeg lader den blive, så længe den vil.