Der var ikke noget særligt ved forberedelserne af det kinesiske statsbesøg tilbage i sommeren 2012.
I hvert fald ikke hvis man spørger kongehusets tidligere hofmarskal Ove Ullerup. I dag var han i forhør i Tibet-kommissionen, men kunne ikke bidrage til opklaringen af, hvordan en ordre om at skærme den kinesiske præsident fra demonstranter havnede hos Københavns Politi.
Ove Ullerup afviste, at kongehuset havde haft nogen som helst at gøre med sikkerhedsspørgsmål i forbindelse med statsbesøget. Ove Ullerup deltog som kongehusets øverste administrative ansvarlige i en række møder med Udenrigsministeriet, Dansk Industri og Politiets Efterretningstjeneste, hvor man blandt planlagde besøg fra Kina.
- Det er klart, at når man laver et statsbesøg, drejer det sig som at få det maksimale ud af det samarbejde, man har. Man skal styrke det bånd, sagde Ove Ullerup i Tibet-kommissionen.
I forbindelse med Tibet-kommissionen er det kommet frem, at man på embedsmandsniveau talte en del om ‘ansigt’ i forbindelse med det kinesiske besøg. En formulering, der er helt naturlig ifølge Ove Ullerup:
- Jeg tror, vi allesammen havde en fornemmelse af, hvad ansigt betyder. Det er noget, man arbejder med i Asien. Det betyder, at man får den prestige, man kan forvente, at man ikke bliver udsat for noget uforventet.
'Besynderlig påstand'
Flere ansatte i politiet har i Tibet-kommissionen forklaret, at man her talte om, at den kinesiske delegation kunne finde på at tage hjem, hvis der skete en krænkelse af dem under besøget. Og at dette selvsagt ville være skidt.
Det afviste Ove Ullerup at have hørt om.
- Nej, det har jeg ikke hørt om. Det forekommer mig at være en besynderlig påstand, som jeg har svært ved at forstå.
Det var efter et forhør af en viceprotokolchef i Udenrigsministeriet, at kongehuset blev interessante for Tibet-kommissionen. Medarbejderen i Udenrigsministeriet fortalte i kommissionen om tæt kontakt mellem hoffet og PET.
Ifølge Ove Ullerup 'forholder det sig nok ikke helt sådan, hvis jeg skal sige det diplomatisk', lød det.
Tibet-kommissionen mangler bare to forhørsdage efter at have afhørt mere end 60 personer.