Forhør i Tibet-sagen: Nu bliver Kongehuset draget ind i skandale

Kongehusets tidligere hofmarskal skal fredag afgive forklaring i Tibet-kommissionen.

Tidligere hofmarskal Ove Ullerup skal i dag forklare Kongehusets rolle under planlægningen af en række officielle besøg fra Kina. (Foto: © KELD NAVNTOFT, Scanpix)

Politiledere og topembedsmænd på stribe er de seneste måneder dukket op til forhør i den såkaldte Tibet-kommission.

Fredag bliver derfor lidt af et sceneskift, når den tidligere øverste administrator for det danske hof, hofmarskal Ove Ullerup, skal udspørges af Tibet-kommissionen.

Dermed bliver Kongehuset draget ind i skandalen om ytringsfrihed, som Tibet-kommissionen forsøger at oprulle. Kommissionen har til opgave at finde ud af, hvordan en ordre om at skærme Kinas præsident fra anti-kinesiske demonstranter under et dansk statsbesøg kunne havne hos Københavns Politi.

En ordre, som først officielt blev opdaget i embedsværket tre år senere.

Tidligere hofmarskal Ove Ullerup er indkaldt i Tibet-kommissionen for at fortælle om Kongehusets rolle under planlægningen af flere officielle besøg fra Kina.

En måned før det store kinesiske statsbesøg i 2012 var Politiets Efterretningstjeneste, PET, til møde i Kongehuset. På mødet deltog også medarbejdere fra Udenrigsministeriet og fra Dansk Industri.

En medarbejder fra PET skrev i forbindelse med mødet i Kongehuset et notat, hvoraf det fremgår, at de kinesiske gæster skulle 'pleases' af de danske værter og at intet under besøget måtte gå galt.

Forskellige forklaringer

Med fredagens forhør af Kongehusets daværende hofmarskal nærmer Tibet-kommissionen sig de allersidste forhør.

Mere end 60 medarbejdere fra forskellige ministerier og politiet har afgivet forklaring, og hidtil er det blandt andet kommet frem, at der er meget forskellige opfattelser af, hvordan man internt i politiet snakkede om at forhindre demonstranter i at vise det tibetanske flag på den rute, som den kinesiske præsident i sommeren 2012 skulle køre rundt i København.

Det er også kommet frem, at der i forløbet op til 2012-besøget var flere meget usædvanlige telefonopkald mellem Udenrigsministeriet og den kinesiske ambassade og mellem Københavns Politi, Politiets Efterretningstjeneste og Udenrigsministeriet.

I disse telefonsamtaler har man talt om vigtigheden af, at kineserne ikke blev fornærmede under deres besøg, og at der var handelsaftaler for mange milliarder på spil.

Det er velkendt, at det i Kina er forbudt at vise det tibetanske flag.