Svend er en sjældenhed: Flyttede med sit statslige job til Brønderslev

Næsten to ud af tre statsansatte i 14 flyttede institutioner pendler til og fra deres nyetablerede arbejdsplads.

62-årige Svend Thomsen rykkede i juli sidste år teltpælene op og flyttede med Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering fra København til Brønderslev. (© DR)

I oktober 2015 fik den 62-årige specialkonsulent Svend Thomsen en overraskende besked af sin chef i Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering (Star).

Din arbejdsplads flytter til Jylland.

Hermed var han én blandt 3.900 statslige ansatte, som skulle tage stilling til, om han ville rykke teltpælene op og rykke med sin arbejdsplads til provinsen som en del af regeringens store flytning af statslige arbejdspladser.

- I sådan en situation bliver man helt klar i hovedet, fordi der skal træffes nogle beslutninger, fortæller Svend Thomsen to år efter, at han skulle tage den store beslutning om, hvorvidt han skulle flytte til den anden ende af landet.

I Star skulle 37 stillinger flyttes til Brønderslev i Nordjylland. Fem sagde ja tak til at flytte med, og Svend Thomsen var en af dem.

- Med den alder jeg havde, var det ikke sikkert, at jeg kunne få et ligeså godt job med de samme vilkår andre steder, siger Svend Thomsen, der også valgte at bosætte sig tæt op ad sin arbejdsplads i Brønderslev.

Medarbejdere vil ikke bo i mindre kommuner

Svend Thomsens beslutning om at blive i sit job og bosætte sig i den kommune, hvor hans nye arbejdsplads ligger, falder dog lidt udenfor, hvis man ser på de 23 ud af 44 flytninger af statslige arbejdspladser, som er gennemført indtil videre.

2.546 arbejdspladser er per 1. september flyttet til provinsen, men mere end tre ud af fire medarbejdere har sagt deres stilling op, viser den seneste opgørelse fra Finansministeriet.

Det ser kun lidt bedre ud, når man opgør hvor mange på den flyttede arbejdsplads, der har valgt at bosætte sig i den pågældende kommune.

DR Nyheder har foretaget en rundspørge blandt de statslige styrelser, der på nuværende tidspunkt har gennemført flytningen.

14 flyttede styrelser har svaret, og næsten to ud af tre medarbejdere i de styrelser har valgt at bo uden for kommunen.

Ifølge kommunalforsker og forskningschef ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, Roger Buch, viser DR Nyheders rundspørge, at regeringens intention med flytningen ikke er blevet opfyldt.

- Formålet med flytningen er at skabe aktivitet ude i landet. Målsætningen er, at de ansatte følger med og dermed bliver gode skatteborgere i kommunen. Og det er ikke lykkedes med den her flytning, siger kommunalforskeren.

Blandt de arbejdspladser, hvor medarbejderne har valgt at pendle, er Børnerådet, som tidligere i år flyttede 12 arbejdspladser til Billund.

- Faktisk er der ikke nogen, der bor i Billund. De fleste bor i retning mod Trekantsområdet, og én har valgt at pendle frem og tilbage fra København, siger formand Per Larsen.

Fakta: Regeringens flytteplaner

  • Målet med manøvren er at skabe en mere ligelig fordeling af statslige arbejdspladser og at flytte myndigheder tættere på borgere og virksomheder uden for hovedstaden.

  • Flytteplanerne omfatter både hele institutioner og dele af institutioner, og ud af 44 planlagte flytninger var de 23 afsluttet i oktober.

  • Om kort tid ventes regeringen at komme med en ny plan for flytning af endnu flere statslige arbejdspladser.

Borgmester: Statslige arbejdspladser er vigtige

Brønderslev er en af de kommuner, som oplever at blive valgt fra, når de statslige ansatte skal vælge bopæl.

Af de 37 medarbejdere, som arbejder i Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering, har syv valgt at bosætte sig i kommunen.

Hermed går de 30 øvrige medarbejderes skatteindtægter til andre kommunekasser.

Borgmester Michael Klitgaard (V) så gerne, at flere af de højtuddannede medarbejdere valgte at bo i Brønderslev.

- Vi må dog også indrømme, at arbejdsmarkedet i dag spreder sig over nogle store områder. Vi har selv 6.000 borgere, der kører til Aalborg og arbejder, og nu har vi så nogle, der kører hertil fra Aalborg, siger borgmesteren.

Til trods for at kommunen ikke bliver spækket med skattemillioner fra de statsligt ansatte, så fastholder borgmesteren, at det er meget vigtigt, at der kommer flere statslige arbejdspladser i de mindre byer.

- Vi vil gerne have flere statslige arbejdspladser, og jeg håber også, at man vil udflytte til flere mindre byer. Lad os få statslige arbejdspladser i hele landet, for det er med til at styrke en udvikling overalt i Danmark, og det er vigtigt for vores sammenhængskraft, siger Michael Klitgaard.

Ny Brønderslev-borger: Jeg har ikke fortrudt

Specialkonsulent Svend Thomsen fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering har snart boet halvandet år i Brønderslev.

Han er glad for sine nye kolleger og naboer, og når han har fri, tager han ofte til for eksempel Hjørring eller Aalborg med sin kone.

Svend Thomsen har dog også indset, at han skal tilbage til venner og familie Roskilde, når han om få år går på efterløn. Og ligeledes har han fuld forståelse for sine tidligere kolleger, der valgte at blive på Sjælland.

- Flere havde børn i skolealderen og en ægtefælle med et godt job. Og det er jo ikke sikkert, at man kan finde et nyt job, når man flytter til et sted som Brønderslev, siger han.

Ville du have truffet den samme beslutning om at tage med til Brønderslev, hvis du kunne spole tiden to år tilbage?

- Under de samme forudsætninger, ja. Hvis jeg havde været lidt yngre, havde haft børn eller havde andre forpligtigelser, så er det ikke sikkert, jeg ville have gjort det, siger Svend Thomsen.