Sundhedsreform: Hospitalslæger fra hovedstaden skal rykke sydpå

I dag er der flest syge mennesker, men færrest læger i Region Sjælland. Det skal ny sundhedsreform udjævne.

Sygehuset i Nykøbing Falster er ét af de steder, hvor de for alvor mærker, hvor skævt antallet af læger er fordelt i Danmark. (Foto: © DR Nyheder)

Kun seks af 14 fuldtidsstillinger på akutafdelingen i Nykøbing Falster er lige nu besat af læger.

I det hele taget kunne de mildest talt godt bruge nogle flere speciallæger på det meste af sygehuset.

- På operationsgangen kan vi nogle dage mærke, at der mangler kompetencer til en specifik operation, eller at vi er nødt til at flytte patienter til en anden matrikel for at få dem undersøgt videre, fortæller Maiken Howard, der er cheflæge på anæstesiologisk afdeling på sygehuset i Nykøbing Falster.

Cheflæge Maiken Howard foretrækker selv at arbejde på et mindre sygehus som i Nykøbing Falster. Men hun kunne godt bruger nogle flere kolleger. (Foto: © DR Nyheder)

- Der er slet ikke nogen tvivl om, at vi har nogle borgere hernede, som ikke får de samme tilbud som andre steder tættere på universitetssygehusene, siger hun.

Netop problemet med lægemangel vil partierne bag den nye sundhedsreform gøre op med.

- Vi er simpelthen nødt til at tage ansvar for at sikre en ordentlig speciallægdækning. Fordi den er piv-skæv i dag, og den bidrager til en stor grad af ulighed i sundheden, fastslår sundhedsminister Sophie Løhde (V).

Partnerskaber skal sikre flere læger på små sygehuse

Region Sjælland har selv sat en række tiltag i spil for at lokke hospitalslæger til Lolland og Falster: Blandt andet en bus, der transporterer personale fra København til sygehuset i Nykøbing F. Busturen koster 50 kroner pr. snude pr. tur, og den har årligt 8.000-8.500 passagerer, som især tæller læger, men også jordemødre, vikarer og uddannelseslæger fra Københavns Universitet.

Men problemet er langt fra løst.

- Vi kan jo ikke blive ved med bare at gøre mere af det samme og acceptere, at vi har en kæmpe stor ulighed her på Sjælland i forhold til ens adgang til at kunne få speciallægedækning. Og det drager vi nu konsekvensen af ved at lave en samlet region Østdanmark, siger sundhedsminister Sophie Løhde.

Er det så med tvang eller med frivillighed, at lægerne skal beordres til Nykøbing?

- Det her handler jo om at sikre, at vi laver nogle mere attraktive uddannelses- og karriereveje, også på mindre sygehuse. At vi gør dem endnu stærkere ved blandt andet at lave partnerskabskonstruktionen, som vi har set flere forskellige steder, siger hun.

Det kan være en udfordring at få vagtplanerne til at nå sammen, for der mangler læger på sygehuset i Nykøbing Falster. (Foto: © DR Nyheder)

Det er for eksempel i Region Nordjylland, hvor Universitetshospitalet i Aalborg også har ansvar for bemandingen på sygehuset i Thisted - 90 kilometer derfra.

En række læger bliver dagligt kørt med bus fra Aalborg til Thisted. Her er busturen gratis, og lægerne får løn og arbejder undervejs.

Bornholm Hospital og Bispebjerg Hospital i hovedstaden har også et partnerskab, der har givet flere lægehænder til patienterne på Bornholm.

Lægerne vil ikke "bare flyttes rundt"

Ifølge Lægeforeningen er løsningen med at samle Region Sjælland og Region Hovedstaden 'ingen guldløsning', men det er en 'bedre løsning' end den nuværende, mener formand Camilla Rathcke.

- Det giver også nogle muligheder for at skabe et bedre samarbejde på tværs, siger hun.

Præcis hvordan, der skal komme flere læger til hospitalerne i det nuværende Region Sjælland er ikke afgjort. I aftaleteksten til den nye sundhedsreform står der, at "sygehusene i hovedstadsområdet får et mere forpligtende ansvar for at sikre lægedækning på sygehusene i den øvrige del af regionen."

Men det er afgørende, at der bliver ledt efter gode og holdbare løsninger på tværs af de nuværende regioner, siger lægeformanden.

- Jeg er meget ked af retorikken om, hvordan man kan flytte læger rundt. For det første vil de afdelinger, der er i Region Sjælland være kede af, at nogen kommer og tror, at de kan løse det for dem. Og dem, der er i Region Hovedstaden, vil være kede af retorikken om, at de bare skal flyttes rundt.

Derfor mener hun, at ændringerne skal række videre og dybere end busser og flere videokonsultationer.

- Læger eller andre faggrupper, der pendler ind og ud af forskellige afdelinger eller arbejdspladser, skaber for det første en meget dårlig kultur. Det kan også skabe en kultur, hvor ingen føler ansvar for det sted, hvor de midlertidigt er eller kommer hen, siger Camilla Rathcke.

Derfor ligger der både et stort ledelsesarbejde og et stort kulturarbejde og venter for den nye region, mener hun.

- Det bliver ikke nødvendigvis nemt og bare lige til. Men jeg synes, at rammerne, som reformen lægger op til, trods alt er bedre til at få det til at lykkes.