Statsminister Mette Frederiksen (S) blev i aftes overfaldet af en mand på Kultorvet i København.
Nu oplyser Statsministeriet i en skriftlig meddelelse, at Mette Frederiksen blev kørt på Rigshospitalet efter hændelsen.
Hun har fået lettere piskesmæld og er herudover i god behold, men rystet over hændelsen, lyder det.
Statsministeren skulle efter planen have deltaget i flere arrangementer i dag i Herlev, Rødovre, Roskilde, Holbæk og Slagelse. Men grundet hændelsen i aftes har hun aflyst.
En mand er blevet anholdt efter overfaldet, og i morges oplyste Københavns Politi på det sociale medie X, at man i dag ved 13-tiden fremstiller en 39-årig mand i grundlovsforhør ved Retten på Frederiksberg.
Blev slået af en mand
Nyheden om overfaldet på statsministeren tikkede ind i aftes før klokken 21. På det tidspunkt lød det fra Statsministeriet, at Frederiksen var blevet slået af en mand, hvilket Københavns Politi bekræftede.
- Der har her til aften været en hændelse på Kultorvet, der involverer Statsministeren. Vi har en anholdt i sagen, som vi nu efterforsker. Vi har på nuværende tidspunkt ingen yderligere kommentarer eller bemærkninger til sagen, skrev politiet på X.
Efterfølgende var der stilhed fra ministeriet, mens en lang række af Mette Frederiksens partifæller og kolleger på Christiansborg reagerede på nyheden.
Blandt andre skrev miljøminister Magnus Heunicke (S) på X, at Mette Frederiksen var 'chokeret'.
- Danmarks statsminister, Mette Frederiksen, er i dag blevet overfaldet og slået af en mand på Kultorvet i København. Mette er naturligvis chokeret over overfaldet. Jeg må sige, at det ryster os allesammen, der er tæt på hende, skrev han i et opslag på X.