Mand kræves fængslet efter overfald på statsminister Mette Frederiksen

39-årig mand skal lørdag formiddag fremstilles i grundlovsforhør efter overfald på statsminister.

Mette Frederiksen blev fredag aften overfaldet på Kultorvet i København. (Foto: © Bo Amstrup, Bo Amstrup / Ritzau Scanpix)

Artiklen er rettet, da Københavns Politi har korrigeret, hvor grundlovsforhøret skal foregå.

En 39-årig mand fremstilles omkring klokken 13 i grundlovsforhør i retten på Frederiksberg. Det skriver Københavns Politi på det sociale medie X.

Politiet kræver dermed, at manden bliver fængslet. En dommer vil på et stadig ukendt tidspunkt i løbet af formiddagen skulle træffe beslutning om, hvorvidt der er grundlag for at varetægtsfængsle manden.

Statsministeriet oplyste i går til Ritzau, at Mette Frederiksen (S) blev slået af en mand på Kultorvet i København.

Københavns Politi bekræftede også på X, at statsministeren var involveret i en sag, men brugte ordet "hændelse".

- Der har her til aften været en hændelse på Kultorvet, der involverer Statsministeren. Vi har en anholdt i sagen, som vi nu efterforsker. Vi har på nuværende tidspunkt ingen yderligere kommentarer eller bemærkninger til sagen, skrev politikredsen.

Motiv har stor betydning for eventuel straf

DR's retskorrespondent, Trine Maria Ilsøe, siger, at det ikke er meget, man har hørt fra de officielle myndigheder om sagen. Hun forklarer, at vi stadig mangler at kende de nærmere omstændigheder omkring overfaldet.

- Selve motivet bag overfaldet betyder faktisk ret meget i forhold til den eventuelle straf, vedkommende kan få. Det handler om, hvad motivationen er for overfaldet, siger hun.

Hun forklarer, at der lige nu i flere medier er kommet forskellige versioner af, hvad er egentlig er foregået. Derfor vil hun særligt holde øje med, hvad Københavns Politi er kommet frem til i deres efterforskning af sagen.

Kultorvet, hvor overfaldet skete, ligger i centrum af København. (Foto: © Kristian Tuxen Ladegaard Berg, RITZAU/SCANPIX)

Trine Maria Ilsøe kalder sitautionen "ekstremt alvorlig". Hun forklarer, at det er meget sjældent, at sådanne fysiske overfald sker mod offentlige repræsentanter.

- Vores statsminister er udstyret med livvagter 24 timer i døgnet, og derfor er det også bemærkelsesværdigt og forfærdeligt, at nogen har formået at komme helt tæt på statsministeren, mens hun gik på offentlig vej, siger Trine Maria Ilsøe.

Fordømmelse fra ind- og udland

Flere politikere har efter hændelsen fordømt overfaldet. Folketingets formand, Søren Gade (V), siger ifølge Ritzau, at han er forfærdet.

- Det er aldeles uhørt og helt uacceptabelt, at man som politiker ikke kan færdes frit, uden at man risikerer at blive udsat for noget så modbydeligt, siger han.

Statsministre fra flere lande har også reageret på overfaldet. Sveriges statsminister, Ulf Kristersson, skrev fredag aften på X:

- Et angreb på en demokratisk valgt leder er også et angreb på vores demokrati. I aften er mine og familiens tanker hos hende.

Formanden for Europa-Kommissionen, Ursula von der Leyen, skriver også på X, at hun er "dybt chokeret".

- Jeg fordømmer denne afskyelige handling, som går imod alt, hvad vi tror på og kæmper for i Europa, skriver hun.

Statsministeriet fortalte i går til DR, at Mette Frederiksen var chokeret over hændelsen, men at der ikke var yderligere kommentarer.