Spillestedet VEGA navngiver en sal efter Anker Jørgensen

Anker Jørgensen får dermed samme ære som mange andre danske politikere.

Anker Jørgensen blev i dag bisat fra Grundtvigs Kirken i København. (Foto: © BAX LINDHARDT, Scanpix)

Den tidligere statsminister Anker Jørgensen blev i dag bisat fra Grundtvigs Kirken på Bispebjerg i København.

Resten af dagen bliver Anker Jørgensens lange politiske liv markeret ved flere forskellige mindehøjtidligheder rundt om i København.

Umiddelbart efter begravelsen afholder Socialdemokraterne i samarbejde med Anker Jørgensens familie blandt andet et mindearrangement på spillestedet VEGA på Vesterbro i København.

Og spillestedet har valgt at markere den tidligere socialdemokratiske statsministers lange liv ved at opkalde en sal efter ham.

Således skifter Kanarpsalen navn til Anker Jørgensen-salen, fremgår det af Socialdemokraternes pressemeddelelse i forbindelse med bisættelsen.

Spillestedet Vega er det tidligere Folkets Hus, og Anker Jørgensen får dermed sin egen sal i lokalerne, ligesom blandt andre tidligere statsministre Thorvald Stauning samt de tidligere ministre Nina Bang og Svend Auken.

- VEGAs motivation for at opkalde en sal efter Anker Jørgensen er i husets ånd at mindes en "folkets mand". En betydningsfuld dansker, der fortjener sin egen side om side med store personligheder fra fagbevægelsen og Socialdemokratiet, står der i pressemeddelelsen.

Foruden mindehøjtidligheden i VEGA vil der klokken 18 også blive afholdt en stor mindehøjtidelighed på Christiansborg Slotsplads, hvor blandt andre Allan Olsen, Peter A.G. og Per Frost vil spille musik. Alle er velkomne.