DR-læsere om mødet med Anker Jørgensen: Barfodet, hyggelig og glød i øjnene

Anker Jørgensen var kendt som en meget folkelig statsminister. Flere af DR's læsere har mødt ham personligt og delt deres historier på Facebook.

Den tidligere statsminister Anker Jørgensen blev 93 år.

I dag skal den tidligere statsminister Anker Jørgensen (S) bisættes fra Grundtvigs Kirke på Bispebjerg i København.

Uanset hvordan man betragter hans politiske arbejde, er der bred opfattelse af, at Anker Jørgensen var en mand af folket. Flere af DR's læsere har mødt ham personligt og delt deres anekdoter på DR Nyheders og vært Kim Bildsøe Lassens Facebook-sider.

Poul Simonsen

- Jeg mødte første gang Anker Jørgensen til et valgmøde hos havnearbejderne i Frihavnen 1968. Han repræsenterede Socialdemokraterne, jeg det nye parti Venstresocialisterne. Trods det, at jeg repræsenterede de holdninger, som havde fået J.O. Krag til at udskrive valg, var der ikke nogen bad feeling hos Anker. Har var tværtimod reflekterende. Senere stødte jeg bl.a. ind i ham i et medborgerhus, hvor Knud Vilby skulle give oplæg om udviklingen i Vietnam. Og ofte rundt i byen, hvor han færdedes uden PET-livvagter. Hans slags og format savner vi i dansk politik!

Poul Jørgensen

- Første gang jeg oplevede Anker var som oplægsholder på tillidsmandskursus på Langsøhus i 1968, han var meget inspirerende at høre på. Senere har jeg mødt ham i partiforeningen her i Ringe. I 2005 var han her i Ringe på daghøjskole og fortælle om alle de oplevelser han havde haft igennem livet, han var en rigtig god fortæller, og inspirator for vi socialdemokrater.

Anker Jørgensen under et besøg i Ringe i 2005. (© privat)

Dan E. Christiansen

- Oplevede Ankers empatiske tale i Agoraen, Høje Kolstrup i Aabenraa, efteråret 1995, om det at kunne fungere sammen i et boligsocialt område og husker den dag i dag Ankers milde, men også meget præcise appel til os alle om fred, frihed, fællesskab og tolerance. En stor, folkelig mand er gået bort og er allerede savnet: Æret være Ankers minde.

Anette Iversen

- Hvil i fred Anker. Det var en uforglemmelig oplevelse, da vi i 2004 kørte i S-tog sammen. Du steg på S-toget og satte dig hos os, hvor vi fik en lang og hyggelig snak med bl.a. anekdoter fra din tid som statsminister. Den uhøjtidelighed og menneskelighed du viste, giver respekt og vil blive husket!

Lotte Unn

- Jeg skrev et brev til Anker, da jeg var omkring 8 år.... Fordi jeg havde set Tv-Avisen og var blevet ked af den måde, gamle blev behandlet på. Anker tog sig tid at svare personligt på brevet. Hvil i fred fred Anker.

Peter Andreas

- For omkring 8 år siden havde jeg et møde på en café i København med en kinesisk kvinde. Hun læste på universitetet her i Danmark. Hun havde en dansk kæreste, der læste på CBS, men han var langhåret, så hun turde ikke sende et billede af ham til sine forældre i Beijing, fordi de så ville tro, at han var kunstner og øjeblikkeligt beordre hende hjem. Jeg fortalte hende, at Maos Den Lille Røde stod i reolen i mit barndomshjem. At der hos mine forældres venner hang en stor plakat med Mao Zedong. "Frivilligt??!!" var hendes eneste kommentar til dette. Så fortalte jeg, at Mao-plakaten hang på hovedet, fordi Kina ligger på den anden side af jorden. Da grinte hun højt, men holdt hurtigt op igen, som om hun blev bange for sin egen latter, for det lå stadig i hendes muskelhukommelse, at det var farligt at grine af formanden. Pludselig kom Anker Jørgensen ind ad døren, krumbøjet og tandløs. Han satte sig ved et bord. Det havde han tydeligvis gjort mange gange før, for han kiggede bare på tjeneren, der nikkede og ordløst serverede en kold øl for ham. "Det er Anker Jørgensen", sagde jeg til min ledsager. "Han har været statsminister i en årrække i Danmark." For hende var det endnu mere surrealistisk, at et tidligere regeringsoverhoved kunne sætte sig på en café og drikke en kold bajer en sommereftermiddag, end at nogen frivilligt kunne finde behag i Mao Zedongs tanker. Hun troede simpelthen ikke på det. Mens jeg prøvede at overbevise hende, lød det pludselig: "Den er sgu god nok!" fra Anker. Med stort besvær rejste han sig, og med stokken i den ene hånd og bajeren i den anden, satte han sig ved vores bord. I en halv time talte han med den kinesiske kvinde, mens jeg bare sørgede for, at der altid var nok i hans ølglas. Den glød, de begge havde i øjnene, mens de ivrigt diskuterede frihed, ansvar, demokrati, arbejdere, kapitalisme - og økonomi! - glemmer jeg aldrig. Til sidst fik hun lov til at tage en selfie med ham. Den turde hun godt sende til sine forældre i Beijing. Anker Jørgensen. Æret være dit minde.

Ingrid Nielsen

- En mand af folket og MED folket. Jeg husker tydeligt, da han var statsminister og kom til 1. maj-møde i Ravning. Da han var færdig med sin tale, havde han tid til at sætte sig ned og hygge. Han spurgte, om vi havde noget i imod, at han smed sko og strømper. DET havde vi ikke, så lidt efter sad han der med bare tæer og havde tid til at snakke med os om almindelige ting midt i solskinnet. Det var tydeligt, at han nød det! Kan vi forestille os politiker i dag, der ville gøre det samme? RIP.

Tine Jensen

- Sad engang i samme togkupe med Anker og hans veninde. De snakkede om demokrati, og Anker var bekymret, om vi danskere blev hørt må Anker lave fest i himlen.

Christina Abrahamson

- Årrrh lille Anker Jørgensen R.I.P. Du var så sød, da jeg passede dig en dag på plejehjemmet, dengang jeg var vikar. De vidste mig hele din samling af aviser fra dengang, du var statsminister. Du vil være i mine tanker.

BLÅ BOG: ANKER JØRGENSEN

  • Anker Jørgensen blev født 13. juli 1922 i København som søn af kusk Johannes Albert Jørgensen og rengøringsdame Karen Marie Jørgensen

  • Som femårig blev han forældreløs og voksede op hos sin fars søster, tobaksarbejderske Karla Marie Sofie Jacobsen

  • I 1948 blev han gift med Ingrid Kvist Pedersen, og parret fik fire børn

  • Fra 1961 til 1964 var han medlem af Københavns Borgerrepræsentation

  • I 1964 blev han valgt til Folketinget

  • Anker Jørgensen var formand for Socialdemokraterne fra 1972 til 1987

  • Han blev statsminister første gang fra 1972 til 1973, efter at den daværende statsminister Jens Otto Krag var trådt tilbage

  • I perioden fra 1975 til 1982 var han statsminister igen og stod i spidsen for fire regeringer

  • Anker Jørgensen forblev medlem af Folketinget frem til valget i 1994