En svømmetur, et slag bordtennis og mulighed for at prøve kræfter med et håndværk. Det skal være med til at holde stoffer ude af et nyt psykiatrihospital i Slagelse, der åbner i dag.
Hospitalet har kostet 1,2 milliarder kroner og er det første nye sygehus til psykiatriske patienter i Danmark i årtier.
Arkitekterne bag byggeriet har taget hensyn til, at en stor del af patienterne – særligt på de retspsykiatriske afdelinger - er stofmisbrugere.
Der er derfor taget højde for, hvordan man undgår, at stofferne kommer ind på det nye sygehus.
Beskyttede haver
Dørene er dobbeltsikrede, og så har man sørget for, at haverne, som de retspsykiatriske patienter kan gå ud i, ligger inde midt i byggeriet.
På den måde er det ikke muligt at kaste stoffer over hegnet udefra, som andre retspsykiatriske afdelinger har været udsat for.
Men selvom der er tænkt over de fysiske rammer, vil de ikke være i stand til at holde stofferne helt ude. Det vurderer Søren Bredkjær, der er vicedirektør i psykiatrien i Region Sjælland.
- Vi er ikke så naive, at vi tror, at vi kan hindre helt, at det kommer ind, siger han.
Tanker væk fra stoffer
Det er her svømmehallen og bordtennisbordet kommet ind i billedet. Ifølge Søren Bredkjær er de fysiske forhindringer mod, at stofferne kommer ind, nemlig langt fra det eneste, man kan gøre for at bekæmpe stoffer på afdelingerne.
- Det handler om, at patienterne skal holdes beskæftiget, så de ikke på samme måde bliver optaget af, hvordan de kan skaffe stoffer, siger han.
Udover svømmehal og bordtennisbord er det for eksempel også muligt for patienterne på det nye sygehus at spille fodbold, gå i wellnesscenter eller løfte jern i et træningscenter.
Aktiviteterne bliver kombineret med behandling mod stofmisbruget.
- Vi forsøger gennem personalet at motivere patienterne til at komme ud af deres misbrug, så de forhåbentlig, når de bliver udsluset, ikke har de problemer, siger Søren Bredkjær.
Jævnligt problemer med stoffer
En rundspørge, DR Nyheder har foretaget blandt ledende overlæger og oversygeplejersker på landets retspsykiatriske afdelinger viser, at de jævnligt opdager stoffer på afdelingerne.
Nogle steder sker det dagligt. Andre gange flere gange om ugen eller hver måned.
På Retspsykiatrisk Afdeling i Middelfart er ledende overlæge, Peter Fristed, enig i, at det er gennem behandling, at stofferne skal bekæmpes - ikke gennem mere kontrol.
- Det er og bliver et behandlingssted. Og det skal ikke være som i et amerikansk fængsel, hvor man bliver undersøgt i hovedet og den anden ende. Det er en helt anden stemning. Det hører ikke hjemme her, siger han.
I aften kl. 20.45 sender DR1 første afsnit i dokumentarserien ”På ubestemt tid”. I otte måneder har DR fået unik adgang til at følge livet på det retspsykiatriske hospital i Middelfart.
Udsendelserne giver et indblik i lægernes arbejde, kampen mod stofferne og patienternes mål om at komme ud af deres psykiatriske dom og tilbage på fri fod.