Hver evig eneste uge smider Slagelse Sygehus omkring 2,2 tons mad ud.
Det skyldes, ikke overraskende, at der bliver lavet alt for meget mad til patienterne – og på de fleste dage er det hvert tredje måltid, der går direkte fra ovn til skraldespand.
Madspildet ærgrer Mogens Fonseca, der er driftschef i Region Sjælland og blandt andet har ansvaret for køkkenet på Slagelse Sygehus.
- Det er rigtigt dårligt for forretningen at smide mad ud. Det er dumt at lave den, og bruge ressourcer på at lave en god kvalitet. Så det er jo noget, der har min personlige interesse, både som person og som fagmand, forklarer han.
Omdannes til biogas
Årsagen til sygehusets enorme madspild er, at sygeplejerskerne skal bestille maden allerede dagen inden klokken 9, før de overhovedet har styr på antallet af patienter, samt hvor sultne de er. Derudover er der også en række patienter, som ikke må spise, fordi de faster forud for deres operation.
I køkkenet har man et mål om at reducere spildet under selve madlavningen med tre procent i år - men langt det største spild er dét mad, der kommer tilbage fra afdelingerne.
For når først maden har forladt køkkenet - og været ude på afdelingerne - skal den af hygiejnemæssige årsager smides ud, hvis ikke den er blevet spist.
Maden på Slagelse Sygehus bliver dog ikke længere fodret til skraldespandene, men ryger derimod i en biokværn, som omdanner det til biogas.
Offentligt madspild for milliarder
Én af dem, som ved rigtig meget om madspild er professor Bent Egberg Mikkelsen, der er en del af Aalborg Universitets forskningsgruppe AAU-MENU, der forsker i reduktion af madspild fra storkøkkener.
Han skønner, at omkring 40-45 procent af de råvarer, som kommer ind i de offentlige storkøkkener ryger ned i skraldespanden – og prisen er til at tage og føle på.
- Vores bedste skøn er, at det ligger mellem en og to milliarder kroner, forklarer han.
Undersøger a la carte potentiale
Mogens Fonseca var – før han kom til Region Sjælland – i en årrække ansat i køkkenet på Hvidovre Hospital.
Her var han med til at indføre et ’a la carte’ system, hvor patienterne selv vælger deres mad og mængden af det. Det førte til, at madspildet blev sænket med 40 tons årligt, og sygehuset sparede penge.
På et enkelt af sygehusene i region Sjælland - nemlig i Holbæk - er man i gang med et lignende forsøg. Og går det godt i Holbæk, vil modellen - måske - blive udbredt til resten af regionens hospitaler.
Madspild kan ikke undgås
Regionsformand Jens Stenbæk (V) understreger dog, at det nuværende madspild ikke alene negativt.
- Noget af det, der er vigtigt for os, er, at der er rigeligt, velsmagende og ernæringsrigtig mad til vores patienter. Og så kan vi ikke undgå, at der er et madspild, siger han.
- Vi ønsker jo heller ikke, at der skal være et større madspild end højst nødvendigt, og det er jo så det, vi går ind og kigger på i det projekt, som vi har igangsat.
Du kan se mere meget om spild af danskernes skattekroner på DR1 i aften kl. 20.45 i programserien "Spild af dine penge".
Har du også oplevet spild af offentlige kroner, så vil vi gerne høre fra dig. Send os en mail på spild@dr.dk.