Selvom naboregionen har haft store problemer, når det kommer til det 14 måneder gamle it-system Sundhedsplatformen, så ryster Region Sjælland ikke på hånden.
Den seneste sag om it-systemet, som ikke har registreret kræftforløb og ventetider i hovedstaden korrekt, får ikke regionsrådsformand Jens Stenbæk (V) til at udskyde planerne om at udrulle selvsamme it-system i Region Sjælland til efteråret.
- Nej, det er der ikke ændrede planer om på nuværende tidspunkt. På baggrund af erfaringerne fra hovedstaden har vi faktisk mulighed for at lave en bedre implementering, siger han.
Seks sygehuse skal søsætte systemet
Planen er derfor fortsat, at sygehusene i Næstved, Slagelse, Ringsted, Nykøbing Falster, Sjællands Universitetshospital og Holbæk Sygehus samt Psykiatrien i Region Sjælland den 25. november i år skal søsætte det nye system i regionen.
Også selvom Region Hovedstaden i dag kan konstatere, at flere kræftafdelinger i regionen i løbet af den seneste måned er gået tilbage til at notere kræftforløb på papir, fordi Sundhedsplatformen ikke automatisk registrerer oplysningerne korrekt.
- Det giver stof til eftertanke. Men vi kan hente læring og forhåbentlig få en bedre opstart, så vi kan tilrettelægge indkøring og lykkes med det, lyder det fra Jens Stenbæk.
Overlægeforening kritiserer samlet start
Så sent som i forrige uge siden kritiserede Overlægeforeningen beslutningen om at koble alle sygehuse i Region Sjælland på it-systemet på samme tid.
I Region Hovedstaden er Sundhedsplatformen omvendt blevet rullet ud i trin på de enkelte sygehuse.
- Vi lytter til enhver bekymring i forhold til, om vi skal dele den i flere bidder. Men vi er i en anden situation, fordi vi har et samlet system, hvor de i hovedstaden har flere systemer, og der har været en anden logik i systemet. Hvis vi skal splitte vores system op, så vil jeg være nervøs for patientsikkerheden, siger regionrådsformanden.
I stedet har Region Sjælland forsøgt at gardere sig mod de værste problemer blandt andet ved at hyre lægestuderende til at sikre overgangen til det nye system, forklarer han.
- Vi har taget det særlige initiativ, at vi vil prøve at ansætte en stor gruppe lægestuderende til at gå ind og være backup og støtte vores læger. De vil blive trænet i det her system, siger Jens Stenbæk.