Medicinstuderende skal hjælpe læger i gang med omdiskuteret it-system

Region Sjælland vil ansætte op mod 100 medicinstuderende, når Sundhedsplatformen skal indføres.

De studerende skal hjælpe med det daglige arbejde på sygehusene, og samtidig hjælpe de læger, der har svært ved at håndtere it. (Foto: © Katrine Damkjær, Scanpix)

Op mod 100 medicinstuderende skal ansættes, når Region Sjælland natten til den 25. november tager det nye it-system, Sundhedsplatformen, i brug.

Sundhedsplatformen samler en lang række it-systemer sammen i én platform og skulle med tiden lette arbejdet for læger og sygeplejersker. Men erfaringerne fra Region Hovedstaden, hvor systemet allerede er implementeret, er, at det tager lang tid at lære systemet at kende, samtidig med at patienterne skal passes i hverdagen.

Derfor skal de 100 medicinstuderende hjælpe med det daglige arbejde på sygehusene, og samtidig hjælpe de læger der har svært ved at håndtere it, siger koncerndirektør i Region Sjælland, Lars Onsberg Henriksen:

- En del af de medicinstuderende kender allerede Sundhedsplatformen fra Region Hovedstaden, og hvis de ikke gør det, kommer de på et grundigt uddannelsesforløb, inden de starter, siger han.

Lars Onsberg Henriksen forventer også, at de studerende kan hjælpe med arbejdet i det daglige ude på afdelingerne.

- Det er studerende i den sidste del af uddannelsen, vi søger. Dem bruger vi i forvejen som ferievikarer, og det er også en nyttig erfaring for dem at få, mener han.

Næstformand i overlægeforeningen, overlæge Lisbeth Lintz fra Holbæk Sygehus, er glad for beslutningen om at ansætte medicinstuderende i overgangsperioden.

- Der er hårdt brug for den ekstra hjælp, mens vi andre lærer det nye system at kende, mener hun.