Se og Hør havde flere kilder, der kunne snage i kendte og kongeliges private forhold.
Blandt andet en kilde i SAS som via booking-systemet kunne finde ud af, hvilke fly kendte fløj med.
I retten i Glostrup har kilden her til morgen afgivet forklaring i Se og Hør-sagen, hvor seks personer er tiltalt for samarbejdet med den såkaldte tys-tys-kilde i NETS/PBS.
Lufthavnskilden fortalte i retten, at han kendte den tiltalte Se og Hør-journalist Kasper Kopping fra fodbold. I maj 2008 sendte han Kasper Kopping et tip om prins Joachims og prinsesse Maries bryllupsrejse.
- Jeg havde adgang til booking-systemet. Og fandt dem på en booking til et indenrigsfly i Canada, fortalte lufthavnskilden i retten.
Hvorfor gjorde du det?, ville anklageren vide.
- Det havde jeg talt med Kopping om. Det var ikke en stor hemmelighed i SAS, hvor de skulle hen.
Bagefter modtog han 5.000 kroner for tippet og en middag, hvilket han selv var blevet overrasket over. I en mail til Kasper Kopping fra dengang skrev han:
- Kasper, jeg havde regnet med 1.000 kr…Det er sgu mange penge. Er det normalt, I giver så meget??
Selv om lufthavnskilden kunne noget særligt, fik han i modsætning til tys-tys-kilden ikke et fast honorar. Han vurderer selv, at han havde givet oplysninger til Se og Hør mellem 8 og 10 gange.
- Havde du det godt med at give denne typer oplysninger?, spurgte anklageren.
- Nej, det havde jeg ikke, lød svaret fra kilden.
- Men alligevel gjorde du det?
- Ja
- Stoppede du aftalen?
- Ja, jeg sagde til Kopping at jeg havde skiftet afdeling, hvor jeg ikke længere kunne kigge i systemet, selv om det ikke var rigtigt.
Se og Hør-sagen fortsætter dagen igennem med afhøringer af nuværende og tidligere medarbejdere på Se og Hør.