Se og Hør-fotograf i vidneskranken: Når kendte forsvandt, fandt vi dem med kreditkortkilden

En tidligere freelancefotograf på ugebladet forsøgte at advare Nets og PET om kreditkortkilden.

Den tidligere Se og Hør-journalist Ken B. Rasmussen afslørede indirekte tys-tys-kilden i forbindelse med sin bog "Livet, det forbandede" i 2014. Nu er sagen endt i retten, hvor de tiltalte én efter én har afgivet forklaring. (Foto: © liselotte sabroe, Scanpix)

Se og Hør brugte kreditkortoplysninger til at opspore kendte, når de var forsvundet fra radaren.

Sådan lyder det i dag i Retten i Glostrup, hvor freelancefotografen Michael Medgyesi vidner i sagen.

Hans kendskab til brugen af kreditkortkilden begynder mellem jul og nytår i 2008.

Sammen med en journalist fra ugebladet Se og Hør stiger fotografen ombord på et fly til Nice, hvor Stein Baggers kone, Anette Uttenthal, også er ombord. Historien er brandvarm, for hele IT-factory-skandalen er poppet op i alle landets aviser. Det skal selv Se og Hør dække.

At de to Se og Hør-medarbejdere er på samme fly, er ikke tilfældigt, forklarer Michael Medgyesi. Hvordan ved han ikke.

Men en mail fra tidligere journalist Kasper Kopping, der nu er tiltalt i Se og Hør-sagen, til journalisten, der er med fotografen i Sydfrankrig, viser sammenhængen. Mailen er blevet fremlagt i retten i dag.

Se og Hør vidste, at hun havde købt billetterne, og hvornår hun skulle flyve. Det fremgår af mailen.

Forsvinder fra journalisterne

Allerede i flyet skyder fotografen billeder af Anette Uttenthal, inden de lander i lufthavnen. Her forsvinder Anette Uttenthal fra bladets udsendte medarbejdere.

- Så er vi jo lost. Nærmest. Vi sætter os på hovedstrøget i Nice og håber, vi er heldige, at hun dukker op, forklarer den journalist, som var med i Sydfrankrig i retten.

- På et tidspunkt ringer Kasper Kopping og siger, at vi skal køre til et navngivent hotel i Monaco, siger fotografen i retten i dag.

Han forklarer ikke, hvordan han ved det. Han siger bare, hun er der, uddybede han.

Men ifølge fotograf Michael Medgyesi var det tys-tys-kildens informationer, der ledte dem på sporet.

- Journalisten kom hen og fortalte, at hun havde brugt sit mastercard (kreditkort, red.) en halv time før på et hotel, forklarer freelancefotografen i retten.

Kreditkortet er blevet brugt på Hotel Port Palace i Monaco, og få dage efter kan Se og Hør bringe en stort opslået artikel: ”Stein Baggers kone i Monaco. Fransk luksus”.

Episoden er én af to, hvor fotograf Michael Medgyesi mener at kunne huske, at kreditkortkilden blev bragt i spil. Han var i en årrække fast tilknyttet ugebladet og rejste en fem til seks gange på udlandsture for at fotografere kendte, inden han stoppede med at fotografere for bladet i 2011.

Også Janni Spies bliver forsøgt opsporet i Genève i Schweiz på en togstation, hvor hun bruger sit kreditkort.

Forsøgte at advare PET og Nets

Efter sit farvel til Se og Hør kontakter Michael Medgyesi Politiets Efterretningstjeneste (PET) for at fortælle om kilden. Han frygter, det kan udgøre en sikkerhedsrisiko og har betænkeligheder ved at benytte kilden.

- Det er en unfair måde at gøre ting på. Folk bliver chanceløse. Jeg havde moralske implikationer, plus at det er ikke særligt fedt, hvis man kan tjekke Janni (Spies, red.), og hvem det nu er, så kan man sikkert også tjekke andre folk – fx statsministeren, siger han i retten.

PET kvitterer for opkaldet og ringer tilbage, fortæller han.

- Så ringede der én tilbage. Vi skulle mødes. Jeg har talt med to typer i en times tid i løbet af sommeren eller efteråret i 2012.

Da der ikke sker noget, retter fotografen året efter henvendelse til Nets, der driver flere betalingssystemer.

- Der gik noget tid, og så kunne jeg mærke i mine knogler, at der ikke rigtigt skete noget. Så tænkte jeg, at jeg prøver dem i stedet for.

I Nets sætter man en undersøgelse i gang uden resultat. Tys-tys-kilden bliver først opdaget året efter, da tidligere journalist Ken B. Rasmussen skriver bogen, der får sagen til at rulle.

Her er det blandt andet kommet frem, at PET ikke fandt anledning til at gå videre med henvendelsen fra fotografen.

OBS: DR Nyheder bruger fotografens navn, fordi han tidligere har stået frem i pressen og fortalt om sagen. Derimod bringer vi ikke journalistens navn, da han ikke ønsker at stå frem.