Se billederne: Naturbrand slukkes i Sydjylland

I en uge har Beredskabsstyrrelsen kæmpet med at slukke en naturbrand i Sydjylland.

På Randbøl Hede ved Billund kæmper Beredskabsstyrrelsen med at få bugt med en stor naturbrand. Man har nu indsat brandvagter for at holde øje med området. (Foto: DR Nyheder)

Beredskabsstyrelsen har her i weekenden fordoblet mandskabet over næsten hele landet - fordi sommervarmen betyder decideret tørke og stor brandfare flere steder.

Især på Randbøl Hede ved Billund er de ekstra påpasselige efter en stor brand i sidste uge - her har man nu indsat brandvagter for at holde øje med området.

Og arbejdet med at få naturbranden under kontrol foregår stadigvæk.

DR Nyheder har været på Randbøl Hede sammen med Bo Krüger, første vagthavende ved Beredskabsstyrrelsen i Sydjylland.

- For en time siden var der ingen ild her, og da vi ankom var der flammer og røg. Ilden kan ligge og ulme i små lommer ned til 30 cm under jorden. Skov- og naturstyrrelsen har været i gang med slukningsarbejdet hele natten, og vi samarbejder for at sikre, at der hele tiden er folk på brandvagt herude, siger Krüger.

En meget varm og tør maj har nemlig fået det såkaldte tørkeindeks i vejret i flere dele af landet, og Beredskabsstyrelsen forsøger nu at gardere sig mod de naturbrande, der risikerer at følge med det varme og tørre vejr.

- Det her, det er ekstraordinært, det må man sige, afslutter Krüger.

Sidste gang vi i Danmark oplevede en større naturbrand, var i 2013 på Klosterheden ved Struer.