Sami fra Syrien drømmer om job: Jeg vil betale skat og være ligesom danskerne

I Syrien var Sami chef for ti ansatte, men i Danmark kan hans uddannelse ikke bruges. Sami har dog været i ulønnet praktik.

- Vi skal se, hvor mange kilometer vi har kørt, og hvor meget diesel vi har brugt.

Sami Al Hosare peger på computerskærmen. Han er på arbejde hos virksomheden Shipping.dk, hvor han er i ulønnet praktik.

- Jeg har nogle opgaver, som jeg hjælper min kollega med, han hedder Jonas.

To gange om ugen i sommer var Sami på kontoret i Køge, hvor han blandt andet lavede et regnskab over dieselforbruget. Han var i praktik i tre måneder, og han husker særligt sin første tid:

- Min første uge var så svær. Jeg var hele tiden meget forvirret. Så meget. Fordi jeg tænkte meget, hvad skal jeg gøre nu, hvad er systemet her? Skal jeg spørge dem, om de vil hjælpe eller ikke?

Sami på 26 år flygtede fra Syrien i 2014, fordi hans far blev dræbt, og i december 2014 fik han opholdstilladelse i Danmark. Han har nu bestået sit sprogkursus, men mangler et fast lønnet job.

- Jeg kan starte fra nul. Det er okay. Men det er svært ja, selvfølgelig er det svært. Men vi tænker altid, at vi kan komme op igen.

I Syrien arbejdede han med shipping. Han havde sit eget kontor, hvor han var chef for 10 ansatte. Men det kan han ikke rigtigt bruge her.

- 90 procent af mit arbejde kan jeg ikke bruge. Vi arbejder med skibe her, og i Syrien arbejdede jeg med lastbiler. Vi har forskellige aftaler og forskellige systemer til at betale. Her er det meget nyt og meget smart.

Sami er en af hovedpersonerne i en ny podcastserie, der hedder ”Familien Al Hosare”. Her fortæller han og hans søskende om drømmene og udfordringerne ved at være flygtning med opholdstilladelse i Danmark.

- Jeg har bare en drøm: at få et job. Hvis jeg får et job, så kan jeg få flere ting, så kan jeg drømme mere.

Du skal komme til tiden – altid

I 2016 fik Sami tilbudt en praktikplads af sin chef Jesper Olsen, fordi Jesper havde læst i en avis, at Sami gerne ville arbejde. Og den mulighed takkede Sami ja til med det samme.

- Det er meget vigtigt for os at få arbejde og at blive ligesom danskere til at arbejde og betale skat. For så har de et godt liv her. Jeg vil også gerne have et godt liv, godt arbejde og få en rigtig god økonomi.

Sami roser det danske skattesystem, fordi skatten gør, at staten kan støtte folk med ingen penge. Det gælder for eksempel studerende, ældre mennesker og flygtninge, siger han.

Udover skattesystemet, er der også mange andre ting, der adskiller Danmark og Syrien, oplever han.

- I Syrien snakker vi over telefonen på arbejdet, men i Danmark kommunikerer man via e-mail eller med møde. Og så laver de en plan og siger, vi skal gøre det og det. Men i Syrien nej, vi havde ingen plan.

Og i Danmark er selv arbejdstiderne meget præcise, har han lært i sin praktik.

- Du skal komme på arbejde klokken otte til klokken 16. Det er svært ja. Tiden er meget vigtig i Danmark. Du skal komme til tiden, altid, specielt når du har møde. Men i Syrien var det lige meget, om du kom 10 minutter efter.

Han har i sin praktiktid ikke kunnet lave store shippingopgaver, mest små ting. Men praktikopholdet gør alligevel en kæmpe forskel, siger han.

- Her har jeg store chancer for at lære meget hurtigt dansk. Jeg har chancer for at lære, hvordan shipping er i Danmark. Det er jeg meget meget glad for. Du kan sige, at jeg har 50 procent information om shipping lige nu. Hvordan er skibene, hvordan kommunikerer man med andre firmaer, hvordan betaler man, hvad er rigtigt og hvad er forkert. Og hvis jeg ikke kan få job med shipping nu, så kan jeg prøve i fremtiden, for eksempel om 3, 5 eller 10 år.

Sami Al Hosare kan takke Jesper Olsen (bagerst på billedet) for, at han har fået en praktikplads. De er begge med i den nye podcastserie, der hedder ”Familien Al Hosare”. Serien følger Sami og hans familie, der fortæller om livet som flygtning med opholdstilladelse i Danmark. (Foto: © Camilla Due-Frederiksen, DR)

Chefen: Det har været en god proces

Jesper Olsen, der er chartering manager i Shipping.dk, har på intet tidspunkt fortrudt, at han tilbød Sami en praktikplads.

- Det har været en god proces for ham. Han har haft en arbejdsplads at komme frem til. Og så har han også gjort mange gode ting for os. På den måde har det været godt. Han har kunnet se, hvordan arbejdsmarkedet og en arbejdsplads fungerer i Danmark.

Den daglige drift af firmaet har Sami ikke indgået i. Men han har hjulpet med at tage telefonen og løse mindre opgaver.

Hans praktikophold har også budt på sjove oplevelser og kulturforskelle.

- Den første dag kom han fint hen, han er meget høflig og imødekommende og smilende, og han var rundt og hilse på os alle sammen. Men det der så var lidt pudsigt, det var, at dag to, der gik han så også rundt og hilste pænt på os alle sammen. Og der sagde jeg så til ham, at det var kun den første dag, at man lige gik rundt og hilste. Og på den måde har der været mange små finurligheder, hvor vi så også lige har kunnet bidrage og smile til ham, og der har han god humor, hvor vi har fortalt, at sådan gør man ikke i Danmark, siger Jesper Olsen.

Sami Al Hosare skal snart til at beslutte, om han vil tage en uddannelse eller søge job. Hvis han får et arbejde, så kan det betyde, at han får forlænget sin opholdstilladelse, som udløber i 2019.

Og Jesper Olsen er optimistisk på Samis vegne:

- Han vil sagtens kunne komme ud på arbejdsmarkedet, han skal bare ud over stepperne, og så skal han da nok komme med på holdet. Men i første omgang så skal han have en uddannelse. Men han vil kunne gå ind på mange arbejdspladser, det er der ingen tvivl om.