Sådan beskytter du dig mod tyve på internettet

Ring til firmaer, der virker fuskede. Det er et af rådene til at sikre sig mod svindelnumre på nettet.

Flere danskere bliver udsat for identitetstyveri, fordi de bliver franarret personlige oplysninger på nettet. (© Colourbox)

Identitetstyve og andre bondefangere på internettet er blevet langt dygtigere til at narre penge og personlige oplysninger ud af folk.

Så gode, at alle kan falde i fælden, vurderer Peter Kruse, der er it-sikkerhedsekspert hos sikkerhedsfirmaet CSIS.

Herunder giver han gode råd til, hvordan du kan beskytte dig selv mod at blive snydt af svindlere, når du shopper eller optager lån på internettet.

Ring og tjek

Hovedreglen er ifølge Peter Kruse, at man skal være skeptisk, når man handler på nettet.

- Det bedste, man kan gøre, er at bruge sin sunde fornuft. At være opmærksom på, om der er noget, der virker utroværdigt, siger han.

Hvis man bliver mistænksom, er et godt tip ifølge Peter Kruse at undersøge, om der er et telefonnummer, man kan ringe til. Er der det, skal man ringe og høre, om personen lyder troværdig.

I videoen herunder kan du høre, hvordan det lød, da DR Nyheder ringede til den falske internetbank unicreditbank.dk, der inden for de seneste to uger har narret penge og personlige oplysninger ud af adskillige danskere. Klik på play.

Beskyt dig selv

Hvis man ved eller har mistanke om, at man er blevet narret af identitetstyve, skal man handle og ikke lade stå til.

Det råd kommer fra Henriette Thiim, der er stifter af Facebook-gruppen ”Identitetstyveri i Danmark”. Hun har selv prøvet at få frarøvet sin identitet og har flere års erfaring med, hvad man skal gøre, når svindlere har fået fat i ens personlige oplysninger.

- Det dummeste, du kan gøre, er ikke at gøre noget. Du skal sørge for at få så meget som muligt på skrift, så hvis du havner i en stor ID-tyverisag, kan du dokumentere, at du har været opmærksom på det, og at du har gjort noget ved det, siger hun.

Få adressebeskyttelse

Hvis uheldet er ude, skal man også kontakte myndighederne.

- Man skal omgående gå ind på borger.dk med sit NEM-ID og få navne- og adressebeskyttelse. Det tager ingen tid, og det stopper potentielt misbrug af dine ID-kort, siger Henriette Thiim.

Man skal ifølge Henriette Thiim også gå til politiet. Men hendes erfaring fra flere ofre for identitetstyveri er er, at hvis man ringer til politiet, bliver man ofte afvist.

Man bør derfor gå ind på politiets hjemmeside og lave en anmeldelse. Der kan de ikke afvise én, siger hun.

Chef for Rigspolitiets Center for Cyperkriminalitet, Kim Aarenstrup, bakker op om, at man skal anmelde på politi.dk

Kontakt din bank

Ligesom man skal kontakte sin bank, hvis man får stjålet sit kreditkort på en ferie eller en bytur, skal man også kontakte sin bank, hvis man har været udsat for svindel på internettet.

- Man skal fortælle, hvad der er foregået, og at man er bekymret, at ens ID måske kan blive misbrugt. Og så skal man spørge, om man kan stoppe den overførsel, man måske har sat i gang, siger Henriette Thiim.

På siderne her og her kan du læse borger.dk's gode råd til, hvordan du beskytter dig mod identitetstyveri, og hvad du gør, hvis svindlere har fået fat i dine personlige oplysninger.