Internetsvindlere er rykket op i superligaen: Alle kan falde i fælden

Nyt digitalt svindelnummer i Danmark viser, at fuskere er rykket en klasse op.

Sådan så unicreditbank.dk's hjemmeside ud, da den fortsat var i luften. (Foto: © DR Nyheder, DR Nyheder)

Det ligner en professionel hjemmeside for en dansk afdeling af den internationale bankmastodont Unicreditbank.

Men de seneste uger har den falske internetbank unicreditbank.dk lokket penge, CPR-numre og andre personfølsomme oplysninger ud af mange danskere. Oplysninger, der kan bruges til identitetstyveri.

Sikkerhedsfirmaet CSIS har fået mange henvendelser fra ofre, der er blevet snydt af den falske internetbank.

- Det er groft bedrageri. Der er mange ofre, og de er ikke alene blevet snydt for penge, de er også blevet lokket til at afgive en masse personlige oplysninger. Så det er en slem sag, siger Peter Kruse, der er it-sikkerhedsekspert hos CSIS.

Alle kan hoppe i fælden

Den falske internetbank blev lukket ned i mandags, men er et eksempel på, at svindlere på internettet er blevet så dygtige, at alle kan blive narret, vurderer Peter Kruse.

- Man skal virkelig have et skarpt øje for at spotte, at det er en falsk side. De har nået et niveau, hvor alle kan hoppe i fælden. Så alle er i fare for at blive svindlet på nettet, siger han.

Sådan ser et udpluk af den ægte unicreditbanks hjemmeside ud. Svindlerne har altså benyttet sig af det samme logo på den falske hjemmeside.

Sproget på hjemmesiderne er et eksempel på, at svindlerne er blevet mere forfinede i deres metoder.

- I begyndelsen var teksten robotoversat, så teksten på hjemmesiderne stod på et håbløst dansk, og man kunne se, at noget var galt. Her har de skrevet på et perfekt dansk, og de fremstår i formen meget mere troværdige, end de har gjort før, siger Peter Kruse og henviser til unicreditbank.dk.

I videoen herunder kan du høre, hvordan det lød, da DR Nyheder ringede til unicreditbank.dk, inden hjemmesiden blev lukket ned i mandags. Klik på play.

- Ingen har været dumme

Henriette Thiim er administrator af facebooksiden ”Identitetstyveri i Danmark” og derigennem i kontakt med flere af dem, der er blevet fuppet.

Hun understreger, at det ikke har været naive danskere, der er faldet for unicreditbank.dk’s svindelnummer.

- Det er en ret troværdig fælde, fordi Unicreditbank er et stort internationalt selskab, så ingen har været dumme, siger hun og forklarer, at den falske bank tilbød attraktive lån, men ikke så attraktive, at de var for gode til at være sande.

Mailen her blev sendt fra fupfirmaet til Kim Bang Jensen, som er en af de danskere, der troede, at unicreditbank.dk var en ægte bank. (Foto: © DR Nyheder, DR Nyheder)

Digital kriminalitet stiger

De seneste år er den digitale kriminalitet steget. Det forklarer Kim Aarenstrup, der er centerchef for politiets center for cyperkriminalitet.

- Kriminaliteten falder på stort set alle områder. Det eneste sted, det ikke falder, er på den digitale side, siger han.

Det har Peter Kruse mærket som ansat hos sikkerhedsfirmaet CSIS:

- I løbet af det sidste år har vi set en eksplosion i antallet af falske websider, der oprettes med det ene formål at svindle folk. Det er nemt. Alle kan registrere et domæne og lokke folk til og foregive, at man sælger varer eller giver lån.

Sagen om unicreditbank.dk er blevet politianmeldt og efterforskes politiet. Kim Aarenstrup opfordrer til, at man på anmelder på politi.dk, hvis man har været offer for svindel på internettet.

I videoen herunder kan du høre Peter Kruses råd til, hvordan du skal undgå at blive svindlet, når du shopper eller optager lån på nettet. Klik på play.