Politikere: Bagmandspolitiet må råbe op, hvis de ikke kan klare byrden

Antallet af sager er femdoblet, mens medarbejderskaren er forblevet den samme.

Statsadvokat Morten Niels Jakobsen fortalte onsdag, at antallet af hvidvaskindberetninger siden 2013 er femdoblet. Politikerne vil nu granske SØIKs bemanding. (Foto: © ASGER LADEFOGED, Scanpix)

Antallet af sager er eksploderet. Men medarbejderskaren er den samme. Derfor vil politikere fra begge sider af folketingssalen nu se på, om Statsadvokaten for Økonomisk og International Kriminalitet (SØIK) - også kendt som bagmandspolitiet - har den rette bemanding.

Det sker, efter statsadvokaten i går fortalte, at bagmandspolitiet allerede i 2012 blev advaret om en række mistænkelige kontooverførsler, der nu kan sættes i forbindelse med den svindelmistænkte Anna Britta Troelsgaard Nielsen.

- Jeg forventer, at ledelsen hos SØIK giver anskrig, hvis man ikke kan overkomme arbejdet. Men det forhold, at antallet er steget så voldsomt, får det til at løbe koldt ned af ryggen på mig ved tanken om, at der kan være andre sager, vi ikke kender til, siger Preben Bang Henriksen, retsordfører fra Venstre.

Blev advaret i 2012

Onsdag meddelte SØIK, at man i 2012 blev advaret om mistænkelige kontooverførsler for fem millioner kroner til konti tilhørende den nu svindelmistænkte Anna Britta Troelsgaard Nielsen.

Den tidligere kontorfuldmægtig i Socialstyrelsens tilskudsforvaltning er efterlyst for ulovligt at have overført tilskudsmidler for 111 millioner kroner til sig selv. SØIK varskoede Skat, men undersøgte ikke sagen til bunds. Siden advarslen lykkedes det den 64-årige hovedmistænkte at svindle for yderligere 28 millioner kroner, konstaterer SØIK.

I stort set samme periode - fra 2013 til 2017 - er antallet af indberetninger med mistanke om hvidvask steget fra cirka 5.000 til 25.000.

SAGEN KORT

  • Svindelmistanken mod den kontorfuldmægtige Anna Britta Troelsgaard Nielsen opstod i august, efter der blev fundet uregelmæssigheder i Socialstyrelsens udbetaling af tilskudsmidler til en kommune.

  • I over 40 år arbejdede hun i Socialstyrelsen, hvor hun var en "betroet" medarbejder.

  • Hun er mistænkt for at have misbrugt sin stilling i tilskudsforvaltningen til at trække 111 millioner kroner ud til sine egne lommer.

  • I alt skal hun have lavet 274 uretmæssige overførsler fra 2002 til i år.

  • Nu har bagmandspolitiet fundet mistænkelige overførsler helt tilbage fra 1997, hvorfor svindelbeløbet forventes at blive større.

  • Advarslen til bagmandspolitiet fra 2012 om mistænkelige kontooverførsler til hende drejer sig om i alt fem millioner kroner, som blev overført til den hendes privatkonto og en erhvervskonto til et stutteri, som den 64-årige er indehaver af.

  • Hun er efterlyst internationalt og er varetægtsfængslet in absentia. Det menes, at hun befinder sig i udlandet.

  • To personer med tilknytning til hende er sigtet for hæleri.

Antal ansatte det samme

Der er på nuværende tidspunkt 20 ansatte i Hvidvasksekretariatet. Ifølge jurist og direktør i rådgivningsfirmaet Revisorjura.dk er det samme antal som for seks år siden.

- Det er ret klart, at man i SØIK ikke helt har de ressourcer, man skal bruge. Og det er faktisk kun blevet værre i løbet af de seneste år, konstaterer Jakob Dedenroth Bernholt.

Preben Bang Henriksen (V) afventer nu en nærmere orientering fra justitsminister Søren Pape Poulsen (K).

- Hvis der mangler ressourcer derude, så skal de tilføres. Vi har hvidvasksager og alle mulige andre sager, der naturligvis skal efterforskes. Problemet kan være, hvis der mangler faglige ressourcer, men så må vi se på, om noget kan udliciteres til eksempelvis revisionsfirmaer, for vi skal til bunds i de mange sager, siger han.

'Forkasteligt og forargeligt'

Han får opbakning fra retsordfører Trine Bramsen (S), der kalder SØIKs fejlskøn ‘forkasteligt og forargeligt’.

- Det er dybt bekymrende, hvis de sikkerhedsnet, der skal opfange sagerne, ikke virker. Derfor kommer vi til at holde ministrene op på det her, siger Trine Bramsen (S).