Politi inden fodbold-opgør: Vi håber på en festdag, men der er ingen garantier

Bandekonflikten og tidligere uroligheder mellem fans har fået politiet til at øge sikkerheden.

En større gruppe FCK fans var i sammenstød med politi og vagter under Superligakampen mellem Brøndby IF og FCK den 6. august 2017. (Foto: Claus Bech/Scanpix 2017)

Når FC København og Brøndbys mange fans inden for de næste timer søger mod Parken i København, vil betjente være massivt til stede og sørge for, at der ikke opstår uroligheder.

Det skyldes dels de tidligere problemer med fans til fodboldkampe, men denne gang spiller den versererende bandekonflikt ligeledes en rolle.

- Der er flere grupperinger, der er i konflikt i øjeblikket, og de udgør en risiko for de mennesker, der befinder sig i nærheden af dem. Vi vil helst ikke vil have de her bandegrupperinger til stede inde i Parken, hvor vi har samlet så mange mennesker, for hvis de skulle støde sammen, så vil det udgøre en trusselssituation, siger vicepolitiinspektør ved Københavns Politi Jesper Bangsgaard.

Den seneste kamp mellem Brøndby og FC København blev spillet på Brøndby Stadion tilbage i august, hvor FCK-tilhængere endte i sammenstød med vagter og politi. Politiet har efterfølgende sigtet 44 mænd for adskillige lovovertrædelser, og flere fans har fået langvarige karantæner mod at komme til fodboldkampene.

Ingen garanti for fredelig kamp

Ved urolighederne under kampen i august brugte flere fans blandt andet lange stænger til at holde betjentene væk. Og det har fået politiet til at indføre nogle ekstra sikkerhedsforanstaltninger på stadion for at sikre, at der ikke kommer lange genstande ind, der kan bruges til slagvåben.

- Vi regner med, at vores indsats vil gøre, at det hele forløber fredeligt og roligt. Vi håber, det bliver en festdag, men der er desværre ingen garanti for det, siger Jesper Bangsgaard og fortsætter:

- Vi har jo erfaringer i en lidt anden retning, så vi er forberedt på, at der kan ske noget.

Vicepolitiinspektøren ønsker ikke at oplyse, hvor mange betjente der vil være til stede.

- Vi er det antal, som vi føler, vi skal være i den aktuelle situation, siger han.

Dagens fodboldopgør bliver bevidst spillet klokken 12 i stedet for i de sene eftermiddagstimer, når mørket er faldet på, så politiet har et bedre udgangspunkt for at opretholde sikkerheden inden, under og efter kampen.