Politiet sigter 44 mænd efter fodbolduro i Brøndby

Politiet tror, at der vil blive rejst endnu flere sigtelser efter uro under arvefjendeopgøret mod FCK.

44 er sigtet, efter at der udbrød ballade på FCK's udebaneafsnit under kampen mod Brøndby tilbage i august (© (c) DR)

Det var voldsomme scener, der udspillede sig, da Brøndby IF og FC København 6. august mødte hinanden i Alka Superligaen.

Der opstod uroligheder på FCK-tilhængernes tribune, og det førte til deciderede sammenstød mellem politiet og ballademagerne. 24 betjente kom til skade.

Knap to måneder senere har politiet nu sigtet 44 mænd, der tilsammen er sigtet for 123 lovovertrædelser.

Det fortæller vicepolitiinspektør ved Københavns Vestegns Politi Charlotte Skovby.

- Det tal kan godt komme til at stige, for vi er ikke færdige med efterforskningen, siger hun.

Ud af de 123 lovovertrædelser omhandler 18 af dem vold mod politifolk.

Uroen til fodboldkampen på Brøndby Stadion opstod i FCK-tilhængernes udebaneafsnit.

Kampen blev afbrudt, og kampklædt politi rykkede ind over grønsværen for at forhindre yderligere vold.

Her kom betjente til skade, og en betjent fik så hårdt et slag i ansigtet, at han fik slået sine tænder løse.

Store dele af efterforskningsarbejdet går med at gennemse videomateriale.

Sagen er også blevet diskuteret på Christiansborg. Her var justitsminister Søren Pape Poulsen (K) kaldt i samråd i Folketingets Retsudvalg.

/ritzau/