Det er bekymrende, ærgerligt og et alvorligt problem, der skal løses.
Det her handler om danskernes tryghed og sikkerhed i form af, at vi har et beredskab, der kan være klar og robuste til at tage sig af kriser, trusler og udfordringer.
Meldingen kommer fra flere ordførere på tværs af de politiske fløje på Christiansborg.
For som DR i går kunne fortælle, er flere af landets kommunale beredskaber ikke uddannet til at håndtere oversvømmelser. Og havde de trænet og øvet mere, kunne nogle af de ting, der gik galt under stormfloden i oktober, måske have været forhindret, har Danske Beredskaber erkendt.
Det har fået flere til at pege på nationale krav til uddannelsesniveau som en løsning.
Derfor går ordførerne ind til næste års forhandlinger om et beredskabsforlig med et mål om netop at sikre mere uddannelse til beredskaberne.
En af dem er Simon Kollerup, der er beredskabsordfører for Socialdemokratiet.
- Vi skal tage det her opråb meget alvorligt. Hvis vi skal være klar til fremtiden med klimaudfordringer og kortere mellem 100-års hændelser, skal der ske noget. En af de ting er uddannelse. Og det kommer vi helt sikkert til at kigge på, siger han.
Han mener dog, at løsningen skal findes i fællesskab med kommunerne og beredskaberne.
Også regeringspartiet Moderaterne vil have løftet uddannelsesniveauet. Partiets beredskabsordfører, Mike Villa Fonseca, er også klar til at sende flere penge til de kommunale beredskaber.
Er der ikke bedre ting at bruge pengene på?
- Det her handler om danskernes tryghed og sikkerhed i form af, at vi har et beredskab, der kan være klar og robuste til at tage sig af kriser, trusler og udfordringer. Man kan aldrig nedprioritere danskernes sikkerhed, siger han.
Opposition vil også sikre mere uddannelse og flere penge
På den borgelige side af den politiske fløj er også både Danmarksdemokraterne og Dansk Folkeparti enige med ordførerne fra de to regeringspartier.
Det er nemlig "rigtig øv det her", lyder det fra Lise Bech, der er forsvarsordfører for Danmarksdemokraterne.
- Det vil jeg prøve at se, om jeg ikke kan få med ind i forhandlingsrummet til den tid. Der er behov for det tilsyneladende, siger hun.
Danmarksdemokraten er også klar til at lade penge følge med kravene om et højere uddannelsesniveau.
Beredskaberne er kommunernes ansvar. Og vi har også talt med nogle borgmestre, der ikke mener, det er nødvendigt med mere uddannelse, for de har helt styr på deres beredskaber. Bør I så ikke lytte til dem og stole på det?
- Danske Beredskaber ved mere om det her, end borgmestrene gør. Jeg kan jo godt forstå, borgmestrene siger sådan. Men der er jo noget her, man ikke har håndteret. Så det er vi nødt til. Og de bliver jo nok også glade for lidt flere penge, lyder det fra Lise Bech.
Også Alex Ahrendtsen, der er forsvarsordfører for Dansk Folkeparti, vil tage det med til forhandlingerne om beredskabsforliget.
Han vil ikke love penge nu og her.
- Vi må se, hvad det koster og eventuelt finde pengene i samarbejde med kommunerne. Vi skal lytte til de folk, der har erfaring med katastrofer og beredskaber. Hvis de siger, de har behov for mere uddannelse, så lytter jeg selvfølgelig til dem, siger han.
I et skriftligt svar til DR oplyser forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V), at:
- Stormfloden forrige weekend illustrerer kun alt for tydeligt, hvilke naturkræfter vi står over for. Regeringen og partierne bag forsvarsforliget har aftalt, at der i 2024 skal indgås en aftale, der styrker det danske beredskab.