Nyuddannede kadetter flytter til grænsen - men uden politiskilt og job

Strid om overenskomst forhindrer, at de nyuddannede politikadetter kan komme i job.

De to nyudklækkede politikadetter, Thomas Birkkjær og Mads Andersen, er i gang med at pakke bilen.

De flytter fra Brøndby til Aabenraa, hvor de efter planen skulle påbegynde en ny tilværelse og aflaste politiet i Padborg. Men overenskomsten - og dermed jobbet - mangler.

- Vi flytter fra tom lejlighed til en tom lejlighed. Og uden job, så det er en meget tom følelse, siger 21-årige Thomas Birkkjær.

Politiforbundet og Moderniseringsstyrelsen er nemlig fastlåst i en strid om de kommende kadetters overenskomst, og dermed kan det første hold kadetter ikke komme i gang.

- Vi skulle have haft vores politimyndighed og vores politiskilt, så vi kunne komme ud og aflaste politiet ude ved grænsen, så vi kan få flere betjente ud, hvor det faktisk betyder noget at have erfarne folk, siger studiekammeraten og bofællen 22-årige Mads Andersen.

Fastlåste forhandlinger

Lejekontrakten på lejligheden i Aabenraa er allerede underskrevet, så nu kører de mod Jylland. Og håber at situationen falder på plads inden for et par uger. Ellers bliver de nødt til at søge andet arbejde.

Men ifølge Politiforbundets formand, Claus Oxfeldt, er forhandlingssituationen helt fastlåst, og der er ikke udsigt til en løsning.

Stridens kerne er kadetternes ret til at strejke, og hvem der skal udføre vigtige samfundsopgaver - betjente eller kadetter - i nødberedskab under en eventuel konflikt. Parterne er trods flere måneders forhandling ikke blevet enige.

- Jeg er dybt ulykkelig over det, der nu sker. Jeg er så ked af, at de her stakkels mennesker som har brugt et halvt år på intensivt undervisning, nu står med nogle kompetencer, som de ikke kan bruge, siger Claus Oxfeldt fra Politiforbundet.

Minister for offentlig innovation, Sophie Løhde (V), under hvis ministerium Moderniseringsstyrelsen hører, kalder det en "beklagelig situation".

- Det er helt afgørende for regeringen, at politiet bliver aflastet, og derfor så arbejder vi også på højtryk for at finde en løsning, hvor Forsvaret og Hjemmeværnet kan træde til og aflaste politiet i en situation, hvor det er åbenlyst for enhver, at der er tryk på blandt andet på grund af bandekonflikten, siger Sophie Løhde.

Opsparingen er tom

Imens kan de to nyuddannede kadetter, Mads og Thomas, pakke de nye eksamensbeviser i flyttekasserne. Det eftertragtede politiskilt mangler.

- Jeg synes, at det er forkasteligt, at det skal tage så lang tid, og at der ikke er fundet en ende på det endnu, siger Thomas Birkkjær, der allerede har flyttet fra Aalborg til København og nu Aabenraa for at forfølge sin drøm om at bære politiuniform.

Bofællen Mads Andersen, der kommer fra Aarhus, har også haft store udgifter på grund af flytteriet:

- Min opsparing er tom, og jeg har været nødt til at tage et lån. Med udsigten til, at vi skulle have et arbejde, så havde jeg ingen problemer økonomisk. Men nu har jeg.