Nordiske ministre har fem gange afvist register til at fange dårlige læger

At afvise et fælles lægeregister er som at spille russisk roulette, mener politiker i Nordisk Råd.

Der skal være mere kontrol med læger i Norden, så der kommer til at ske færre fejl for eksempel på operationsstuerne, mener Nordisk Råd. (Foto: © Elena Goryacheva, ColourBox)

Lav et fælles lægeregister, der kan forhindre dårlige læger i at rejse fra det ene nordiske land til det næste uden at blive stoppet.

Sådan har det lydt fra nordiske politikere, i Nordisk Råd, fem gange siden 2010. Men lige så mange gange har de nordiske landes sundhedsministre fejet forslaget af bordet.

Det er som at spille russisk roulette med patienterne, mener den norske politiker Sonja Mandt fra Arbeiderpartiet, der er medlem af Nordisk Råd.

- Man ved ikke, hvem der behandler en, når man kommer på hospitalet, siger hun.

”Aftale uden effekt”

Sonja Mandt er i Nordisk Råd drivkraft bag forslaget om et fælles register i Norden, hvor myndigheder og arbejdsgivere kan se, om en læge har fået advarsler eller kritik.

Hvis det eksisterede, ville de nordiske lande nemmere få øje på læger med fejlbehandlinger i bagagen - som den svensk læge, DR Nyheder har omtalt de seneste dage.

Men de nordiske ministre har altså sagt nej. I stedet meldte de i 2011 ud, at de havde lavet en aftale om at udveksle flere informationer. Men det har ikke løst problemer, mener Sonja Mandt:

- Den aftale har ikke haft nogen effekt.

Forsøger igen

Selvom Sonja Mandt har lidt fem nederlag indtil videre, har hun ikke tænkt sig at droppe forslaget om et fælles lægeregister i Norden.

- Vi skulle have gjort det i går for at forhindre, at patienter bliver skadet, siger hun.

De nordiske landes sundhedsministre har også afvist at undersøge, hvilke forhindringer der er for et fælles læge-register.

Hvis du kender noget til sager, hvor læger flytter mellem landene i Norden, vil vi meget gerne høre fra dig. Skriv til os på laeger@dr.dk